DR samlede danskerne om det vigtige i 2018

DR har netop fremlagt årsrapporten og public service-redegørelsen for 2018. Det blev blandt andet et år, hvor DR ved en række store begivenheder samlede den danske befolkning.

DR’s årsrapporter for 2018 er kommet.

DR har netop fremlagt årsrapporten og public service-redegørelsen for 2018. Årsrapporten viser et resultat på DR’s ordinære drift på 19,7 millioner kroner. 2018 blev desuden et år, hvor DR ved en række store begivenheder samlede den danske befolkning på sine platforme og til arrangementer rundt i landet. Kulturen flyttede for alvor ind i primetime, og læring var i centrum for børnene, der blandt andet blev klogere på teknologi.

Hver uge benyttede 94 procent af danskerne sig af DR’s tilbud, der igen har mere dansksproget indhold end nogensinde før. Danskerne vurderer fortsat, at DR er den vigtigste medieinstitution for samfundet som helhed og for dem selv.

Det fremgår af DR’s årsrapport og af den årlige public service-redegørelse til Radio- og tv-nævnet, der er blevet offentliggjort onsdag. Her redegør DR for, hvordan public service-forpligtelserne er opfyldt.

Det er glædeligt at se, at der styr på tingene i DR, og at der år efter år er balance i økonomien. DR’s økonomistyring rammer meget præcist igen i 2018,

DR's bestyrelsesformand Marianne Bedsted

Af årsrapporten fremgår det, at DR har styr på økonomien, men at inddrivelsessituationen i SKAT fortsat sætter præg på regnskabet. I december 2018 blev det offentliggjort, at Folketinget havde besluttet at reducere en gældspost i DR Byen med udløb i 2023 med i alt 178,1 millioner kroner som kompensation for, at SKAT har opgivet at inddrive licenstilgodehavender for cirka 310 millioner kroner for DR.

Reduktionen af DR’s gældspost i 2023 indebærer regnskabsteknisk, at DR’s resultat i 2018 udgør samlet 197,8 millioner kroner. Fraregnet dette ekstraordinære forhold uden for DR’s kontrol flugter DR’s ordinære resultat på 19,7 millioner kroner med det forventede resultat for 2018.

Mod slutningen af året blev Marianne Bedsted udpeget af kulturministeren som ny formand for DR’s bestyrelse, ligesom en række andre nye medlemmer blev udpeget til bestyrelsen.

”Det er glædeligt at se, at der styr på tingene i DR, og at der år efter år er balance i økonomien. DR’s økonomistyring rammer meget præcist igen i 2018,” siger Marianne Bedsted.

Naturlig tyvstart

Efteråret var præget af store, strategiske beslutninger om DR’s fremtid, efter at et flertal i Folketinget i foråret 2018 blev enige om at reducere DR’s økonomiske tilskud med 20 procent. Med en økonomi i fortsat balance er DR dog klar til at træde ind i det første år i den nye medieforligsperiode, hvor man satser på et nyt, mindre og mere digitalt DR.

Det mere digitale DR stiftede danskerne allerede bekendtskab med på produktsiden i 2018. På baggrund af danskernes stigende tendens til at streame i stedet for at se flow-tv, gik DR derfor i gang med at omstille sin streamingtjeneste, DRTV, til at være en hovedindgang til DR’s indhold på linje med DR1.

Her kan man se, at forbruget på DRTV er stigende i alle dele af befolkningen, mens stigningen især sker hos den yngre del af danskerne. Den digitale distribution gennem DRTV gjorde blandt andet, at første afsnit af DR3’s hidtil største fiktionssatsning ’Doggystyle’ med 462.000 visninger er det mest streamede indhold på DRTV sidste år.

”På trods af opgaven med at tilpasse DR’s fremtidige økonomi efter en væsentlig og stor reduktion i det økonomiske fundament, formåede vi samtidig at fortsætte den digitale transformation af DR. Medieudviklingen går stærkt, og det er glædeligt at se, at vi fortsat formår at udvikle DR til gavn for både traditionelle og digitale brugere,” siger DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn.

Fokus på store, samlende begivenheder, kultur og børn

”Noget, der særligt glædede mig ved 2018 er, at vi gennem flere tværgående satsninger af markante begivenheder var med til at samle nationen om de ting, alle talte om,” fortæller generaldirektøren videre.

2018 blev året, hvor hele Danmark måtte sige farvel til Kim Larsen. På DR skete det med mindekoncerten ’Som et strejf af en dråbe – Danmark synger farvel til Kim Larsen’. Koncerten fandt sted på Rådhuspladsen i København, mens danskerne rundt omkring i landet kunne se med på storskærm i Aarhus, Aalborg og Odense, og det var naturligvis også muligt at følge begivenheden på DR1 og P4.

VM i herrefodbold blev dækket på tværs af alle platforme, og DR inviterede danskerne til fodboldfest på havnen i Aarhus, hvor over 200.000 tilskuere lagde vejen forbi i den måned, VM varede.

DR formidler dansk kultur på tværs af alle målgrupper og platforme, og i 2018 kunne danskerne for alvor se kulturen flytte ind i primetime på DR1. I ’Øgendahl og de store forfattere’ kom befolkningen på besøg hos vigtige, danske forfattere som H.C. Andersen, Karen Blixen og Tove Ditlevsen. Programserien havde til formål at give danskerne en større læselyst og et indblik i forfatternes relevans og væsentlighed for os i dag.

DR’s ambition om at styrke et nationalt børnefællesskab med afsæt i deres hverdag og virkelighed blev intensiveret. ’UltraNyt’ oplevede både en fordobling i antallet af børn, som ser programmet, og i tidsforbruget, børnene brugte på formatet. Samtidig havde projektet ’ultra:bit’, der sætter fokus på kodning og teknologiforståelse, ved udgangen af 2018 flere end 60.000 deltagende børn, mens tusindvis af børn generelt har fulgt projektet på DR’s platforme.

”DR har formået at sætte en rigtig og klar retning og tilpasse sig til den nye, reducerede økonomisk ramme. Jeg selv og den øvrige bestyrelse ser frem til det videre arbejde med DR’s strategiske retning,” udtaler Marianne Bedsted, DR’s bestyrelsesformand.

Fakta:

  • DR’s ordinære drift viser et overskud på 19,7 millioner kroner i 2018. Inklusive en politisk besluttet, ekstraordinær gældsreduktion udgør resultatet 197,8 millioner kroner.
  • 94 procent af den danske befolkning anvendte i 2018 DR’s tilbud ugentligt.
  • DR har i 2018 gennemført en plan med besparelser på 420 millioner kroner årligt ved fuld indfasning i 2021.
  • DR mangler fortsat at gennemføre besparelser på 255 millioner kroner årligt i årene 2022 og 2023.

Læs meget mere om DR i 2018 på dr.dk/dri2018
Se årsrapporten og public service-redegørelsen for 2018 på dr.dk/publikationer