DR Skole lancerer trivselsmåler til telefon og tablet

Emojis på telefonen er nu velkomne i klasseværelset. Eleverne sætter anonymt mål og følelser på et trivselsspørgsmål i DR Skoles nye web-applikation.

Som et led i DR’s tema om mistrivsel i grundskolen har DR Skole udviklet webapplikationen ’Trivselsbarometer’ til telefon og tablet. (Foto: Birgitta Præstholm © Type 2)

Et nyt skoleår står for døren - måske et med bedre trivsel. Som et led i DR’s tema om mistrivsel i grundskolen har DR Skole udviklet webapplikationen ’Trivselsbarometer’ til telefon og tablet. Programmet er gratis og let at gå til, og den giver eleverne mulighed for anonymt at svare på spørgsmål til, hvordan de har det i for eksempel engelsk.

Oliver på 11 år får helt ondt i maven – han skal igen læse højt i engelsktimen. Det fylder meget, for de andre driller resten af dagen, når Oliver udtaler alle ordene helt forkert og går i blackout efter få, hakkende sætninger. Hans lærer forstår ikke, hvorfor Oliver opgiver så hurtigt.

Med et spørgsmål og anonyme svar fra klassen kan Olivers engelsklærer nu blive klogere på, hvad der foregår. Med sin smartphone kan Oliver anonymt fortælle ham, at han har det ”dårligt” i engelsk, og med emojis kan han uddybe med nervøs, trist og alene.

Måske viser det sig faktisk, at flere end Oliver har den samme oplevelse. Læreren kan så tage en snak med klassen om, hvad der kan være grunden til følelserne. At alle er gode til forskellige ting, og at det er godt at hjælpe hinanden.

Psykolog: Et godt redskab

Og det er en rigtig god idé med en anonym app til at måle trivslen i klassen. Det mener psykolog Johanne Feldt fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning Aalborg, der dagligt arbejder med børn i stress og mistrivsel i folkeskolen. Hun og hendes kolleger har været rådgivende psykologer på DR’s tema om mistrivsel.

”Det er godt med et simpelt og hurtigt redskab til at måle trivsel i en klasse. Fordi det er anonymt, kan vi få alle med, uden at noget føler sig udstillet. Og fordi målingen kan gentages, kan vi følge en udvikling,” siger Johanne Feldt.

DR Skole har været flue på væggen i 6.a på Skt. Mariæ Skole i Aalborg, da klassen testede barometeret. Birgitta Præstholm, der er teamleder hos DR Skole, fortæller:

”Det er lidt skægt at få lov at sidde med mobilen fremme og scrolle emojis i klassetimen – vi kunne se, at eleverne blev aktiverede. Samtidig åbnede appen for en god snak. Eleverne var virkelig modige og talte åbent om deres problemer. Efterfølgende var de gode til at hjælpe hinanden med at finde løsninger,” siger hun.

Klasselærer: Eleverne kan svare anonymt på tabu-emner

Indlagt i programmet kan dagens testresultat fra klassen også gemmes som PDF, så læreren har mulighed for at samle og se udviklingen over tid. Og klassens lærer på testdagen, Birgitte Steen Christensen, synes om muligheden for at tage fat i mistrivsel med et fast interval – altså hvis klassen har brug for det:

”I en klasse med problemer vil det være oplagt at tage testen frem fra for måske nogle måneder siden, og sammenligne og snakke om hvor mange triste eller kede af det smileys, der var dengang - sammenlignet med nu,” siger hun.

Med Trivselsbarometer håber DR Skole at øge elevernes fokus på mistrivsel, og sætte gang i en positiv udvikling i de klasser, der har brug for det. Desuden ser Birgitte Steen Christensen ’Trivselsbarometer’ som en tabu-åbner.

”Det her er et godt værktøj til at få fokus på mere tabubelagte områder i ungdomslivet, som børnene er svære at få til at tale om åbent. Fordi det er anonymt, er det lettere at få svar på spørgsmål, som ”hvordan har du det med din krop?” som inviterer til åben snak i klassen, om at alle nok har noget, de gerne vil have anderledes.

Efter nogle spørgsmål og anonyme svar fra klassen er det vigtigt, at læreren følger op og snakker med klassen om de svar, som er kommet ind. Her har DR Skole rådført sig med flere psykologer og lavet en video rettet mod lærerne, om hvordan de håndterer den gode opfølgning.

Det er blandt andet vigtigt at aftale faste rammer med klassen, om at hvad der bliver drøftet, bliver i klasseværelset, og at alle respekterer, hvad andre siger og kun taler for sig selv.

”Det vigtigste er, at skolens personale stiller sig til rådighed og har en løsningsorienteret tilgang,” siger Johanne Feldt.

Hele emnet ’Din krop er en sladrehank’ er nu frit tilgængeligt på DR Skole her https://www.dr.dk/skole/maal-trivslen-i-klassen