DR styrker dækningen af Rusland

Efter nytår flytter Matilde Kimer fast til Moskva, hvorfra hun skal dække Rusland og dets nabolande. DR’s udlandschef Niels Kvale begrunder beslutningen med, at Ruslands betydning både globalt og for os i Danmark er så stor, at det er vigtigt at følge landet endnu tættere.

Efter nytår bytter Matilde Kimer og hendes familie huset i Hvidovre ud med en lejlighed i Moskva. (Foto: Lau Kræn Svensson)

Med utallige reportager og indslag fra Rusland og dets nabolande som Ukraine, Hviderusland, Georgien, Aserbajdsjan og Kasakhstan er Matilde Kimer blevet personificeringen af DR’s dækning af Danmarks store nabo mod øst. Endda så meget, at mange sikkert tror, at hun i årevis har haft fast base i området. Men det er ikke tilfældet.

Det sker først i det nye år, hvor hun og hendes familie bytter huset i Hvidovre ud med en lejlighed i Moskva.

Om baggrunden fortæller DR’s udlandschef Niels Kvale:

- Vi har ikke haft en fastboende korrespondent i Moskva siden Poul F. Hansen rejste hjem 2007, da kontoret lukkede. Men Rusland er et land af en størrelse og betydning, som vi mener, det er vigtigt at følge tæt. Landet befinder sig i en helt afgørende periode, hvor præsident Putin er i gang med at konsolidere sin magt, men samtidig bliver udfordret. Der er også en vigtig udvikling i gang i nabolandene - helt aktuelt i Hviderusland. Og så spiller Rusland også en stor rolle i forhold til Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Matilde Kimer supplerer:

- Rusland har været betragtet som vingeskudt i mange år, og derfor kom det som et chok for resten af verden, da landet begyndte at opføre sig selvhævdende. Det er vigtigt for danskerne at få information om Rusland, fordi det er sindssygt betydningsfuldt for den globale ændring af magtbalancen. Og så er Moskva en hovedstad, der faktisk ligger tættere på os end Madrid.

Perspektiv på Rusland og russerne

Men når nu Matilde Kimer gennem mere end 10 år har dækket Rusland for DR, hvorfor bliver hendes dækning så bedre af at bo i Moskva? Til det spørgsmål svarer hun:

- Jeg kan bo på månen og rapportere om Putin, men det interessante er, hvad russerne tænker, og hvordan de opfatter verden. Det skal jeg prøve at give danskeren en forståelse af gennem mine reportager. Ved at bo i landet får jeg en masse forærende ved for eksempel at se mine børn lege med russiske børn og overhøre samtaler på cafeer. Det giver et hverdagsperspektiv på russiske problemer, som jeg ikke kan få, når jeg bor i Danmark.

- Nuanceringen er vigtig. Hvis man kun modtager nyheder fra for eksempel USA om Rusland, bliver billedet nemt skævt. Derfor er det vigtigt at få information om Rusland fra Rusland, og det gøres nemmere med en repræsentant fra DR i Rusland, så det, der bliver rapporteret om, ikke allerede har været tygget og fordøjet én gang

Stor signalværdi

Matilde Kimer fortæller, at der også er mange praktiske forhold, der bliver nemmere ved, at DR har en base i Moskva. Det er for eksempel meget mere administrativt tungt at arrangere rejser i Rusland fra Danmark, ligesom hun selv kan spare en masse tid ved at bo i Moskva og, som hun siger, ”få flere dage, hvor jeg kan læse godnathistorier for mine børn”.

Derudover ligger der et vigtigt signal i, at DR har en fastboende korrespondent i Moskva.

- Det er for russerne et tegn på, at vi tager dem alvorligt, og det kan være med til at åbne nogle døre. At DR i det hele taget har været til stede i Rusland siden 1978, betyder noget for dem.

DR’s udlandschef Niels Kvale tilføjer:

- Det er vigtigt for DR, at vi i en urolig verden, kan have tilstedeværelse de steder, der trækker i de tykkeste tråde. Og her er Rusland helt central, ligesom Kina, USA og EU. Så det at Matilde snart er permanent i Rusland gør, at vi endnu bedre kan vise, fortælle og analysere den brydningstid, som verden oplever.

Facebook
Twitter