DR styrker dækningen af Tyrkiet og Mellemøsten

DR åbner kontor i Istanbul den 1. april, og ny mand på posten bliver Michael S. Lund.

For at sikre den bedste og mest indsigtsfulde dækning af en vigtig del af verden åbner DR den 1. april et kontor i Tyrkiet. Det sker for at øge tilstedeværelsen og sætte ekstra fokus på et land og en region med stor betydning for både Danmark og resten af verden.

“Vi har valgt at fokusere på Tyrkiet, fordi landet spiller en nøglerolle både for Mellemøsten og Europa, og fordi landet er en afgørende brik i flere af de store udenrigspolitiske dagsordener, som for eksempel flygtninge, terror, krigen i Syrien og international sikkerhedspolitik,” siger nyhedsdirektør i DR Sandy French.

Det er vigtigt at holde fokus på, hvad der sker i Tyrkiet i disse år, om det så gælder flygtningestrømme, ytringsfrihed eller efterdønningerne af det blodige kupforsøg.

DRs nyhedsdirektør Sandy French

Det bliver DRs erfarne mellemøstkorrespondent, Michael S. Lund, der skal løfte den store og vigtige opgave:

“Det er vigtigt at holde fokus på, hvad der sker i Tyrkiet i disse år, om det så gælder flygtningestrømme, ytringsfrihed eller efterdønningerne af det blodige kupforsøg. Tyrkiet er lige på EU's dørtrin, og det er et land som gennemgår en utroligt vigtig periode i øjeblikket. Hvis der er kaos i Tyrkiet, ja, så vil vi mærke det i Europa. Og ligesådan hvis der er fremgang og vækst."

Kan være hurtigt tilstede

DR’s korrespondent skal arbejde fra Istanbul, som ud over at være Tyrkiets største by, også er broen mellem Asien og Europa og et knudepunkt for hele regionen. På den måde vil DR med sine mellemøstkorrespondenter i Kairo og Istanbul hurtigt kunne være til stede, når nyhederne kræver det.

“Med Puk Damsgård i Kairo og Michael S. Lund i Istanbul har vi muligheden for at levere den bedste og mest indsigtsfulde dækning af en region, der vil være relevant for både Danmark og resten af verden i lang tid fremover,” siger udlandschef i DR Johan Engbo, der fortsætter:

“De to har dækket alle lande i regionen gennem længere tid og har derfor en helt unik indsigt i området og et fantastisk blik for de mange menneskelige fortællinger der er i en del af verden, hvor der er meget mere end bare krig og konflikt."

Michael S. Lund har været ansat i DR siden 2008 og har primært dækket Mellemøsten, herunder de arabiske oprør i 2011 fra lande som Egypten og Libyen. Han har rapporteret adskillige gange fra borgerkrigen i Syrien og fra kampen mod IS i Irak.

De senere år har Michael S. Lund også fulgt udviklingen i Tyrkiet tæt, ligesom han har lavet flere historier om flygtninge og migranter i Tyrkiet og Mellemøsten