DR SymfoniOrkestret er med i ambitiøs plan for danske skoleorkestre

Under titlen ’OrkesterMester’ præsenterer en række aktører i dansk musikliv nu en ambitiøs plan, som skal give folkeskoleelever over hele landet mulighed for at lære at spille på et orkesterinstrument. DR SymfoniOrkestret er partner i projektet, som støttes af Nordea-fonden.

Næste år får folkeskoleelever i ti danske kommuner mulighed for at spille et musikinstrument - sammen med hele klassen. DR SymfoniOrkestret inviterer de nye skoleorkestre på besøg i Koncerthuset, hvor de kan møde de professionelle musikere og DRs børneværter. Billedet her er fra et tidligere arrangement i Koncerthuset. (Foto: Dr © dr)

Hvordan åbner man bedst de kommende generationers øjne og ører for musikkens verden, og hvordan kan flere danske børn få mulighed for at opleve glæden ved at mestre et musikinstrument – i samspil med andre?

Det spørgsmål er en række aktører i dansk musikliv – herunder DR SymfoniOrkestret – gået sammen om at besvare, og i går kunne de præsentere kulturminister Mette Bock for det ambitiøse projekt OrkesterMester, som giver tusindvis af danske skoleelever chancen for et særligt møde med musikken.

Med OrkesterMester vil eleverne i ti udvalgte kommuner fra næste år få gratis instrumental- og orkesterundervisning for hele klassen i skoletiden. Børnene kan selv vælge, hvilket orkesterinstrument de vil spille – strygere, træblæsere, messingblæsere eller slagtøj – og indenfor kort tid vil de ti skoler have hvert deres skoleorkester.

Støtte fra Nordea-fonden

Projektet OrkesterMester er udviklet af Danske Musik- og Skoleledere i partnerskab med DR SymfoniOrkestret, Skolelederforeningen, og Dansk Musikskolesammenslutning, og efter tilsagn om en støtte på 3,4 mio. fra Nordea-fonden kan der næste år sættes gang i planen, som i første fase får etableret nye skoleorkestre i ti kommuner. Det endelige mål er dog skoleorkestre i alle danske kommuner.

Kulturminister Mette Bock, som tidligere har erklæret sin støtte til udvikling af skoleorkestre, har modtaget beskeden om det nye projekt med begejstring: "Det er så dejligt, at Nordea-fonden har blik for skoleorkestre. Jeg besøgte for nylig Flakkebjerg Skole i Slagelse kommune og deres skoleorkester og så den glæde og stolthed, der lyste ud af øjnene på børnene. Det fænger simpelthen at spille i orkester,” siger Mette Bock.

Et nationalt løft

Det er et vigtigt element i OrkesterMester, at det enkelte barn lærer at spille et instrument, men det afgørende er faktisk samspillet mellem børnene, fortæller Lena Schnack Mertz, der er formand for Danske Musik- og Kulturskoleledere. ”OrkesterMester er en unik mulighed for at give flere børn chancen for at indgå i et musikalsk fællesskab og samtidig lære at spille et instrument. Det er en stor drøm, der går i opfyldelse. Vi glæder os meget til at bidrage til et nationalt løft for skoleorkestre i Danmark”, siger hun.

DR SymfoniOrkestret i bærende rolle

Som partner i OrkesterMester vil DR SymfoniOrkestret fra næste år invitere orkestrene fra de tiudvalgte skoler indenfor i DR Byen til en række såkaldte OrkesterMesterFester. Her vil børnene være på scenen sammen med de professionelle musikere i DR SymfoniOrkestret og børneværter fra DR.

Kim Bohr, chef for DR Kor & Orkestre, siger:

”Det er med stor glæde, vi i DR SymfoniOrkestret er partner i OrkesterMester. Samarbejdet ligger smukt i forlængelse det fokus på outreach og talentarbejde, som er i alle DRs kor og orkestre, og i dette flotte projekt gror musikken det helt rigtige sted, nemlig blandt børnene selv. Vi glæder os meget til at byde de mange unge musikere velkommen, spille sammen med dem og vise dem Koncertsalen – samtidig med, at vi via DRs medieplatforme kan formidle den klassiske musik bredt ud til alle danske børn.”

Spilleglæde, sammenhold og empati

Kodeordene for OrkesterMester er spilleglæde, selvtillid og sammenhold, og ifølge Henrik Lehmann Andersen, direktør for Nordea-fonden, går der en direkte linje fra musikken og samspillet til en række andre menneskelige egenskaber:

"Følelsen af at kunne få lyd ud af et instrument giver grobund for at tro på egne evner. Det giver også en helt unik mulighed for at blive en del af det stærke fællesskab i et orkester. Du er afhængig af de andre, og de er afhængige af dig. OrkesterMester kan blive en nøgle til at øge børns empati og evne til samarbejde.”

Ud over DR SymfoniOrkestret bakker landets øvrige symfoniorkestre også op om OrkesterMester, ligesom amatørorkestrenes landsforeninger, Børne- og Kulturchefforeningen og Music in the Brain på Aarhus Universitet gør det.

Orkestrene i de endnu ikke udvalgte ti skoler spiller op fra næste skoleårs begyndelse. En række kommuner har på forhånd meldt sig klar som kandidater.