DR SymfoniOrkestret præsenterer koncertsæsonen 2019-20

Torsdag 7. februar starter salget af abonnementer til DR SymfoniOrkestrets nye koncertsæson, som byder på store internationale navne, masser af dansk musik og muligheden for at opleve orkestrets egne musikere som solister.

  • DR SymfoniOrkestret og chefdirigent Fabio Luisi offentliggør nu programmet for sæsonen 2019-20. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
  • Sæsonen 2019-20 er Fabio Luisis fjerde sæson som chefdirigent for DR SymfoniOrkestret. (© Per Morten Abrahamsen)
1 / 2

Når Fabio Luisi hæver taktstokken til den første koncert i DR SymfoniOrkestrets kommende koncertsæson, vil det være fjerde gang han kan åbne en ny sæson som orkestrets chefdirigent.

Samtidig kan Luisi se frem til sin hidtil mest intense sæson med orkestret. Hele 15 gange i løbet af sæsonen vil han kunne opleves på podiet i DR Koncertsalen, og dermed er der lagt op til en sæson, hvor samarbejdet mellem Luisi og DR SymfoniOrkestret når nye kunstneriske højder.

Satsninger og store navne

DR SymfoniOrkestrets nye sæson, som skydes i gang til august, byder både på klassikere, satsninger og de store brag for kor og orkester, hvor flere hundrede medvirkende er på scenen i DR Koncertsalen.

Traditionen tro kommer en række af tidens hotteste, klassiske navne på besøg i DR Koncerthuset gennem hele sæsonen – fra solister som Anne-Sophie Mutter, Leonidas Kavakos, Anna Netrebko, Martin Fröst, Augustin Hadelich og Christian Gerhaher til dirigenter som Gianandrea Noseda, Marin Alsop, Esa-Pekka Salonen og Manfred Honeck.

Blandt sæsonens premierer er en ny symfoni af Bent Sørensen og en dobbeltkoncert af den unge komponist Allan Gravgaard Madsen – men for mange publikummer vil det formodentlig være et lige så nyt bekendtskab, når DR SymfoniOrkestret opfører Debussys oratorium Den hellige Sankt Sebastians mysterium eller operaen Fangen, som orkestret også skal indspille på CD for plademærket Chandos.

En sæson fuld af dansk musik

Lige fra de allerførste toner vil publikum få at mærke, at DR SymfoniOrkestret nye sæson har et stærkt dansk islæt. Gennem hele sæsonen udforsker orkestret lyden af de store, danske symfonikere – fra romantikeren Niels W. Gade til nulevende komponister som Per Nørgård og Hans Abrahamsen, hvis tre orkesterstykker åbner sæsonens første koncert.

DR SymfoniOrkestrets italienske chefdirigent Fabio Luisi er en stor beundrer af den danske nationalkomponist Carl Nielsen, og i den nye sæson dirigerer han både Nielsens 3. og 5. symfoni, som orkestret også tager med på turné i foråret 2020. Samtidig skal Luisi for første gang dirigere musik af Nielsens musikalske modsætning: senromantikeren Rued Langgaard.

Orkestrets egne stjerner

Ud over de internationale gæstekunstnere, som finder vej til scenen i DR Koncertsalen, kan publikum se frem til at komme tæt på en håndfuld af DR SymfoniOrkestrets egne stjerner. Fem af orkestrets solospillere kommer nemlig frem i rampelyset som solister i løbet af sæsonen, og det har, ifølge Kim Bohr, der er chef for DR Koncerthuset, Kor & Orkestre, en stor betydning for orkestret:

”Vi er stolte over at kunne præsentere en håndfuld af DR SymfoniOrkestrets egne musikere i den krævende rolle som solister i den kommende sæson. Det er et tydeligt udtryk for, at vores orkester består af stærke, kunstneriske profiler, der på én gang formår at smelte ind i den store, varme orkesterklang og alligevel har et individuelt udtryk, der gør dem til kunstnere i egen ret.”

Et ligefremt udtryk

For chefdirigent Fabio Luisi er det særligt sæsonens livtag med den danske musik, der vækker spænding:

”Det er en særlig glæde for mig, at jeg i denne sæson vil komme til at lære det særlige, danske tonesprog endnu bedre at kende. Når man som jeg kommer udefra, er det slående, hvor tydeligt musikken af danske komponister afspejler en særlig, dansk mentalitet. Der er en smuk og intens enkelhed og et meget ligefremt udtryk, som går igen fra Carl Nielsens musik til for eksempel Hans Abrahamsens – og faktisk vil jeg sige, at både DR SymfoniOrkestrets spillestil og musikernes personlighed er præget af de samme kvaliteter.”