DR tager på festival

Sommeren står i musikfestivalernes tegn – også selv om man ikke har fået billet. DR er til stede på alle de store festivaler rundt om i landet.

Sommeren står i musikfestivalernes tegn – også selv om man ikke har fået billet. DR er til stede på alle de store festivaler rundt om i landet. (DR Produktion © Type 2)

Nedtællingen til nogle af årets helt store musikoplevelser er i gang. Allerede torsdag tager den århusianske festival - NorthSide - hul på tre dage med et musikprogram i absolut topklasse, og senere følger Tinderbox, Roskilde Festival, Smukfest og Tønder Festival.

Med P3 i spidsen er DR med på de fem festivaler, så for alle dem, der ikke har mulighed for at være til stede, er der stadig gode muligheder for at få en forrygende oplevelse.

P3 sender, til forskel fra tidligere år, udelukkende i aftentimerne. Musikansvarlig på P3, Mathias Buch Jensen, forklarer det med, at pulsen er højere og, at det er her, festivalerne for alvor bliver sluppet fri og lever.

”Vi er der, når det sker, og mens musikken spiller. Her og nu. Det er vores ambition, at lytterne skal komme med på og bagom scenerne, og vi har skarpt fokus på den gode, kyndige og begejstrede musikformidling,” siger Mathias Buch Jensen.


Han fortæller, at P3 vil være med direkte fra udvalgte koncerter, får musikere på besøg i studiet før og efter koncerterne og vejre stemningen blandt publikum. Derudover vil der være musikerinterviews, portrætter og tendenshistorier.

Podcasts fra P6BEAT og livekoncerter på DR3

P6 BEAT er også til stede på Northside, Roskilde og Smukfest, hvor der vil være indslag hele dagen fra de respektive festivaler. Det hele bliver sammenfattet i en særlig festival-podcast efter hver festival.

DR3 vil også være med på NorthSide, Roskilde og Smukfest. Seerne kan glæde sig til eksklusive livekoncerter og opsamlende programmer med højdepunkter fra de forskellige festivaler.

Via et tæt samarbejde mellem DR's tv- og radiokanaler og net får brugerne daglige tilbud om livekoncerter, reportager, interviews, anbefalinger, podcasts og selvfølgelig spandevis af musik. Alle kan løbende holde sig opdateret om seneste nyt på dr.dk/festival.

NorthSide: 7. juni-9. juni
NorthSide er tre dage med internationale og danske navne i området Ådalen i Aarhus. Hele herligheden starter på torsdag.
P3 sender fra festivalen alle tre dage klokken 18.00-22.00. Værterne bliver Andrew Moyo, Mads Axelsen og Mads Gundersen.
Dr.dk dækker festivalen med anbefalinger, interviews, videoer med blandt andet smugkig backstage og ikke mindst livestreams fra udvalgte koncerter.
P6BEAT sender alle tre dage, hvor de to værter, Tilde Bang-Hansen og Anders Bøtter vil sende stemningsrapporter, musikerinterviews og festivalnyheder hjem fra festivalen.

Tinderbox: 28. juni-30.juni
Tinderbox’ første guitar-riff blev spillet for fire år siden. På rekordtid er festivalen blevet en af de mest betydningsfulde i Danmark. Tinderbox løber af stablen i Tusindsårsskoven i Odense fra den 28. juni med store danske og internationale navne på plakaten.
P3 er til stede og skruer op for festivalstemningen hver aften fra klokken 18.00, og værterne bliver Pelle Peter Jensen, Andrew Moyo og Mads Gundersen.

Roskilde Festival: 30. juni-7. juli
Den legendariske festival løber af stablen på Dyrskuepladsen fra 30. juni med en lang række store navne på programmet.
P3 sender fra onsdag den 4. juli og frem til festivalens afslutning lørdag den 7. juni. Alle kanalens programmer starter klokken 18.00, og de fire værter bliver et stærkt hold bestående af Pelle Peter Jensen, Andrew Moyo, Mads Axelsen og Mads Gundersen.
På P6BEAT er det Tilde Bang-Hansen og Anders Bøtter, som, sammen med et festivalhold, løbende vil sende reportager og musikerinterviews hjem til P6BEATs lyttere.
Dr.dk giver brugerne et indblik i de største koncertoplevelser og et overblik over resten af de mange musikalske oplevelser på Roskilde Festival. Hver dag er der seneste nyt fra Roskilde, som går tæt på både de optrædende og festivalgæsterne – og så er der anbefalinger til festival-aktuelle kunstnere, som man også bør høre.

Smukfest: 8. august-12. august
Smukfest ved Skanderborg byder i første halvdel af august på et program med både danske og internationale navne.
Dr.dk streamer live fra en række af koncerterne på dette års Smukfest, lige som det bliver muligt at se og høre højdepunkter efterfølgende.
Med både P3, P4 og P6BEAT på plads i bøgeskoven, er DRs radiokanaler stærkt repræsenteret på årets Smukfest. P3 sender 8.-11. august fra kl. 18.00. P4 indsnuser også festivalstemningen og bidrager selv til den med gæster, musik og godt selskab, når programmerne ’Take Off’ med Jesper Bæhrenz, ’Povlsen og Holm’samt ’Mads & Monopolet’ sender i dagene 9.-11. august, og så er P6BEAT repræsenteret på Smukfest med programmet ’Debut’.

Tønder Festival: 23.august-26. august
P5 er til stede på Tønder Festival og sender fredag-søndag fra klokken 16. Her vil Alex Nyborg Madsen og Søren Rebbe sende live, og lytterne kan se frem til at høre nogle af festivalens store navne.


DR’s dækning af årets musikfestivaler - på tværs af både radio, tv og web - sker som led i DR’s musikhandlingsplan ”Nye veje for musikken". DR vedtog handlingsplanen efter dialog med musikbranchen med klare ambitioner om blandt andet at sikre stærkere dialog med dansk musikliv, herunder ambitionen om musikformidling og koncertransmissioner fra hele landet.