DR taler om fertilitet med de unge

Fra tirsdag til fredag i næste uge - uge 21 - sætter P3 og dr.dk fokus på fertilitet, og hvad det kan betyde, hvis man venter længe med at smide præventionen.

  • Fra tirsdag til fredag er der fertilitetstema på P3. Her er det værterne på 'Go Morgen P3' JoJo, Andreas Kousholt og Mikkel Rosendal. Foto: Petra Kleis.
  • Fra tirsdag til fredag er der fertilitetstema på P3. Her er det værterne på 'Buffeten på P3' Kathrine Abrahamsen og Mathias Helt. Foto: Petra Kleis.
  • Fra tirsdag til fredag er der fertilitetstema på P3. Her er det værterne på 'Curlingklubben' Christian Bonde og Maria Fantino. Foto: Petra Kleis.
  • Fra tirsdag til fredag er der fertilitetstema på P3. Her er det værterne på 'Påstand mod Påstand' Sebastian Lund og Martin Plauborg sammen med producer Oliver Bøttner og researcher Simon Henriksen. Foto: Petra Kleis.
1 / 4

Under overskriften ’Lad vær’ med at komme for sent’ vender P3 og dr.dk seksualundervisningen på hovedet og stiller spørgsmålet: 'Hvordan bliver jeg ikke, ikke gravid?'

Kroppen er skabt til at få børn i 20’erne, men samtidig er gennemsnitsalderen for førstegangsfødende næsten 30 år. Derfor sætter P3 i selskab med lyttere og eksperter hele ugen fokus på fertilitet og det svære ved at blive gravid, særligt hvis man venter længe.

Med temaet vil DR medvirke til at sætte de vigtige og svære samtaler i gang, der omkranser emnet, men også give de unge en grundlæggende viden de kan trække på nu eller senere hen.

- Vi vil snakke med unge om, at graviditet ikke er givet. Vi har lært at bruge prævention for at undgå det, men vi snakker mindre om, at mange af os får rigtig svært ved at få børn. Den snak vil vi gerne tage, selvom den kan være svær, siger Susanne Sundstrøm, der er redaktionsleder for aktualitet i DR Ung, og fortsætter:

- Vores ambition med temaet er at skabe nogle gode diskussioner, hvad angår fertilitet, alder, børn og forældreskab. Vi løfter ingen pegefingre, men vil gerne gøre særligt den yngste del af vores målgruppe opmærksom på, at det faktisk kan være svært at blive gravid. På P3 bringer vi vores egne værter i spil på et meget personligt plan, som skal hjælpe til at bryde de tabuer, der er, hvis man har svært ved at få børn, fortæller Susanne Sundstrøm.

Personlige værter bringer sig selv i spil

’Go Morgen P3’ retter særligt fokus mod fertilitetsbehandlingen, hvor værterne selv er personligt involverede. Programmets egen vært, JoJo, står midt i en behandling, og hun får i løbet af ugen svar på, om hun er gravid. Samtidig giver hun lytterne et personligt indblik i, hvordan det er at gå igennem, og hvilke tanker hun gør sig. Man kan også følge JoJos behandling i en mini-dokumentar, der udkommer på en række af DR’s andre platforme.

I løbet af ugen vil de to andre morgenværter også bringe sig selv i spil. Mikkel Rosendal får svar på sin sædprøve sidst på ugen og bruger derfor ugens indledende dage på at forholde sig til det mulige svar.

Andreas Kousholt, programmets tredje vært, er et andet sted: Han er for nervøs til at få analyseret sin sæd, da han ikke kan overskue konsekvenserne ved et dårligt svar. Værterne bruger derfor ugen sammen med eksperter til at gøre sig selv og lytterne klogere på, hvorfor situationen er, som den er. Og samtidig få en samtale om, hvorfor alder betyder noget.

Stort fokus på P3 og dr.dk

’Buffeten på P3’ sætter spot på forældregerningen, hvor lytterne, forældre som børn, deler gode råd med hinanden og værterne Kathrine Abrahamsen og Mathias Helt. De to værter gennemlever samtidig de scenarier, de kunne være kommet til i dag, hvis de havde fået børn, da de ”burde”.

I ’Curlingklubben’ taler Christian Bonde og Maria Fantino om, hvorfor de ikke har fået børn endnu, selvom de har været i et fast forhold i mange år. Hvad er der egentlig så forfærdeligt ved at få børn i 20’erne? ’Påstand mod påstand’ undersøger, om de kan udrydde klamydia det sted i Danmark, hvor der er flest tilfælde.

På dr.dk/viden kan man gennem detaljerede grafikker og animationer blive klogere på den mere videnskabelige del af fertilitet, og hvad der sker – eller ikke sker – i mande- og kvindekroppen. Derudover vil sektionen ’Mit Liv’ på dr.dk danne ramme om personlige fortællinger fra unge danskere om det at prøve at få børn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk