De fleste børn får på et eller andet tidspunkt kontakt med døden. Nogle mister selv et familiemedlem, andre oplever, at en ven mister et familiemedlem og nogle mister måske selv en ven eller kender for eksempel nogen, der har mistet en bedsteforælder, onkel eller tante. Under alle omstændigheder bliver børn – ligesom voksne – dybt påvirkede af at komme i kontakt med døden.
Samtidig oplever mange børn, at det er svært at tale om døden og de følelser og tanker, de har i den forbindelse. Eller de oplever, at deres venner, skolelærer og andre omkring dem har svært ved at håndtere situationen. Med to nye tv-serier vil DR Ultra være med til at ændre på det.
To nye serier sætter ord på døden og sorgen
’Den er til dig, Far’ er en dokumentarserie på seks afsnit, der følger Mathias på 13 år i det første år efter sin fars død. Mathias savner sin far, men han er også en helt almindelig dreng, der skal konfirmeres, på ferie og spiller fodbold. Det er Mathias selv, der fortæller sin egen historie om sit eget liv, hvor der både er plads til savnet efter faren og til at leve videre i et helt almindeligt drengeliv.
I ’Døden og jeg’ tager værten Nicoline i hvert program på besøg hos et barn, der har mistet sit kæledyr. Med afsæt i kæledyrene taler hun med dem om de spørgsmål, der opstår, når man oplever døden helt tæt på. De taler om døden og sorgen, men også om, hvad livet egentlig er for noget, og sammen hjælper de hinanden med at tage afsked med dyrene.
"På DR Ultra vil vi gerne være med til at sætte ord på noget af det børn synes er svært at tale om, men som alligevel fylder noget i deres liv. Gennem programmer som ’Den er til dig far’ og ’Døden og jeg’ kan vi både være med til at give børn et indblik i, hvad det egentlig vil sige, når man som barn mister nogen tæt på en og samtidig være med til at give dem nogle redskaber til, hvordan de selv kan håndtere at tale om det, hvis det pludselig er dem selv eller en pårørende, der oplever sorg," siger redaktør på DR Ultra Jonas Kryger Hansen.
Stil selv spørgsmål om døden og livet
I forbindelse med serien ’Den er til dig far’ vil der på dr.dk/ultra bl.a. være mulighed for, at børnene kan live-chatte med seriens hovedperson, Mathias og Marie fra Børn, Unge og Sorg. Samtidig vil der på dr.dk/ultra blive skabt et univers, hvor børnene kan begrave deres kæledyr digitalt og løbende dele deres egne tanker og oplevelser omkring det at miste. Skolelærere vil også på dr.dk/skole kunne finde undervisningsmateriale med udgangspunkt i begge serier.
’Den er til dig far’ bliver sendt på DR Ultra den 7.-9. marts med to afsnit i forlængelse af hinanden.
Første afsnit af ’Døden og jeg’ bliver sendt på DR Ultra den 7. marts og efterfølgende hver torsdag.
Begge serier kan også efterfølgende ses på dr.dk/ultra
Yderligere om ’Den er til dig far’ inklusiv fernisering
'Den er til dig, far’ er ikke blot navnet på tv-serien, men på et samlet initiativ, der også indbefatter en fotografisk udstilling og seks korte web-film. Det er produceret af Made by Us, støttet af Egmont Fonden og bakkes op af Kræftens Bekæmpelse, Region Hovedstaden og Børn, Unge & Sorg. Initiativet skydes i gang med en visning af dokumentarserien og fernisering af udstillingen i DGI-byen den 26. februar 2016 kl. 12-14. For yderligere information og tilmelding til ferniseringen kontakt Stine Groth Rasmussen på stine@nextdoor-pr.dk
Fakta om børns berøring med dødsfald
Hvert år mister omkring 1000 børn (op til 12 år) en mor eller far.
Hvert år mister omkring 1700 teenagere (13-19) en mor eller far.
Hvert år mister omkring 350 børn (op til 12 år) en søster eller bror.
Hvert år mister omkring 250 teenagere (13-19 år) en søster eller bror.
I alt har knap 6.000 børn (op til 12 år) mistet en mor eller far
I alt har omkring 16.000 teenagere (13-19 år) mistet en forælder.
I alt har knap 3.000 (op til 12 år) mistet en søster eller bror.
I alt har knap 5.000 teenagere (13-19) mistet en søster eller bror.
Kilde: Børn, unge og sorg