DR viser fire sæsoner af pokalturneringen i fodbold for herrer

Efter aftale med NENT Group, der har rettighederne til Sydbank Pokalen, kan DR vise en lang række kampe samt finalen de næste fire år. – Det er vi utroligt stolte over, siger Anders Kern Boje, der er ansvarlig for sporten i DR.

DR viser fire sæsoner af pokalturneringen i fodbold for herrer. Aftalen med NENT Group, der har rettighederne til Sydbank Pokalen, blev offentliggjort i forbindelse med årets pokalfinale på Blue Water Arena i Esbjerg. (Foto: Divisionsforeningen)

For første gang bliver det nu muligt af følge en lang række kampe i den danske pokalturnering i fodbold for herrer direkte på landsdækkende tv på DR.

Det skyldes en aftale, som DR har indgået med NENT Group, der har rettighederne til Sydbank Pokalen, som er pokalturneringens officielle navn. Aftalen er indgået for fire sæsoner fra efteråret 2020 til og med sæsonen 2023-2024 og betyder blandt andet, at DR de kommende fire år viser finalen direkte på DR1.

Historier fra hele landet

Om aftalen siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten:

- Vi er utroligt stolte over, at vi nu for første gang får mulighed for at vise pokalturneringen og kan bruge det som anledning til at komme rundt og fortælle historier fra hele landet - lige fra kammeratskabet blandt seriespillerne til livet som professionel i en superligaklub. Turneringen passer perfekt med DR’s mål om at samle befolkningen på tværs af geografi, køn alder og uddannelse.

Aftalen med NENT Group indebærer, at DR har første- og tredjevalg af kampe i hver spillerunde – bortset fra semifinalen, hvor NENT Group er førstevælger. Samtlige kampe - herunder også DR’s - kan ses på Viaplay og TV3-kanalerne, der er NENT Group’s platforme. DR kan vise højdepunkter og klip fra alle de pokalkampe, der er blevet dækket.

Godt samarbejde mellem DR og NENT Group

Kim Mikkelsen, SVP, Head of Sport hos NENT Group, siger om aftalen:

- DR er en god partner, som vi allerede har et godt samarbejde med omkring EM 2021. Med DR’s brede platforme i brug vil Sydbank Pokalen få et løft i omtale og fokus, og vi tror på, at vi med vores fælles kræfter vil kunne løfte turneringen til nye højder.

Også Claus Thomsen, der er direktør i Divisionsforeningen, er glad for aftalen mellem DR og NENT Group:

- Den kommer til at give en endnu større dækning af Sydbank Pokalen. Både fordi der fremover vil blive produceret endnu flere kampe, men turneringen vil fremover også blive behandlet med DR´s brede dækning på flere platforme. Med to så stærke partnere som NENT Group og DR så er det en klar forstærkning af Sydbank Pokalen.

Andet og mere end godt tv

Underdirektør i DR Anders Kern Boje lægger vægt på, at pokalturneringen er andet og mere end godt tv:

- For DR er det meget mere end en tv-begivenhed. Vi vil tænke det sammen med sportsprogrammet ’Liga’ på radioens P3, vores podcasts og vores tilbud på digitale platforme herunder dr.dk. På den måde er vi med til at gøre pokalturneringen til en begivenhed, der samler befolkningen, uanset hvilken DR-platform man bruger.

Facebook
Twitter