DR VokalEnsemblet indtager Harvard og Yale med nordisk musik

To af verdens førende universiteter har inviteret DR VokalEnsemblets danske sangere og chefdirigent Marcus Creed til at give koncerter og masterclass i november.

  • DR Vokalensemblet besøger to af verdens førende universiteter, Harvard og Yale, i midten af november. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
  • Korets chefdirigent Marcus Creed er i spidsen for turnéen, hvor han bl.a. giver masterclass for de dirigentstuderende på Yale University. (Foto: Agnete Schlichtkrull)
1 / 2

Når man ser ranglister over verdens universiteter, er der visse navne, der altid ligger i top. Blandt dem er amerikanske Harvard og Yale, som begge er med i den nyeste, officielle top 10 over ikke bare USA’s, men hele verdens mest eftertragtede universiteter.

Dette efterår får de to hæderkronede institutioner endnu en ting til fælles. De får nemlig begge besøg af de 18 danske sangere i DR VokalEnsemblet, som sammen med chefdirigent Marcus Creed for første gang tager på koncertturné i USA.

Kulturmøde og koncerter

Den største del af besøget, som i alt varer en uge, finder sted på Yale University, hvor DR VokalEnsemblet ikke bare er inviteret til at give koncert, men samtidig går i nærkontakt med universitets eget elitekor Yale Schola Cantorum gennem en særlig 'residency'-aftale.

En af hovedkræfterne bag projektet er dirigenten og professoren David Hill, som er leder af Yale University’s særlige institut for kirkemusik og tidligere har stået i spidsen for koret BBC Singers.

– DR VokalEnsemblet er gennem sine cd-indspilninger blevet kendt over hele verden for sit høje kunstneriske niveau, og samarbejdet med dem bliver uden tvivl det mest spændende projekt i min tid på Yale. Det er en fantastisk mulighed for vores sangere i Yale Schola Cantorum, at de får mulighed for både at lytte til og samarbejde med koret og Marcus Creed, siger David Hill.

Nordisk og amerikansk repertoire

Gennem dagene, hvor DR VokalEnsemblet besøger Yale University, vil der være både dansk og amerikansk musik på programmet. De danske korsangere har nemlig noder af både Carl Nielsen, Bo Holten og vores danske renæssancemester Mogens Pedersøn med i bagagen – og det amerikanske publikum kan også se frem til at høre sange fra den danske sangskat.

Når de to kor – DR VokalEnsemblet og Yale Schola Cantorum – skal synge koncert sammen, vil de dog holde sig til kormusik på sprog, som begge kor forstår, bl.a. værker af Strauss og Schönberg.

I øvrigt vil koncerterne byde på musik af den amerikanske komponist Elliott Carter, som i sin tid selv studerede på både Harvard og Yale.

Masterclass for unge dirigenter

Ud over den gensidige inspiration, som de to elitekor vil få af hinanden, vil endnu en gruppe Yale-studerende få glæde af det musikalske besøg fra DR.

Der er nemlig arrangeret en særlig mastercass for universitetets dirigentstuderende, hvor de får mulighed for at få undervisning af DR VokalEnsemblets internationalt anerkendte chefdirigent, englænderen Marcus Creed. Han er ekspert i at dirigere kormusik, og sammen med DR’s professionelle korsangere vil han give de unge amerikanere en indsigt i, hvordan man kan arbejde med sangstemmer på højeste niveau.

Forskellige vilkår

Ifølge DR VokalEnsemblets kunstneriske leder Michael Emery er der flere grunde til, at koret har fået den fornemme invitation fra USA:

– Den vigtigste grund til, at to af verdens førende universiteter vælger at samarbejde med netop DR VokalEnsemblet er, at de er tiltrukket af vores særlige, nordiske klang, som hænger tæt sammen med vores historie, sangtradition og de nulevende danske komponister, vi har samarbejdet med.

Der er dog også en anden dimension i samarbejdet, som handler om de vilkår, korene eksisterer på:

– I USA’s musikliv er der en enorm beundring og interesse for vores måde at omgås musik og korsang på i Europa generelt. At kunne drive et professionelt kor med fastansatte sangere, som vi gør i de europæiske public servicemediehuse, er et privilegium, som både giver mulighed for kunstnerisk fordybelse og et tæt sammenhold. Det smitter alt sammen af på sangen, og med vores stærke musikalske og menneskelige engagement i DR VokalEnsemblet kan vi – sammen med vores dygtige chefdirigent – arbejde med musikken på en måde, der ikke bare beriger og inspirerer publikum, lyttere og seere, men også professionelle kolleger i udlandet.

DR VokalEnsemblet giver koncerter på Yale University den 15. november og i Harvard Memorial Church den 16. november. Turnéen og P2’s transmission er finansieret af midler fra Carl Nielsens og Anne Marie Carl-Nielsens Legat.