DR1 bryder tabu om alkoholmisbrug

I ’Forbandede fulde forældre’ på DR1 fortæller fire unge om deres opvækst i familier med alkoholmisbrug.

Sundhedsstyrelsen skønner, at cirka 122.000 danske børn og unge vokser op med forældre, der drikker for meget alkohol. I ’Forbandede fulde forældre’ fortæller fire unge om deres opvækst i familier med alkoholmisbrug.

Ifølge en rapport fra SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velværd) tyder meget på, at alkoholproblemer ofte ikke opdages af det offentlige system, hvilket betyder, at børn af forældre med alkoholproblemer tit står alene med deres problemer. Det betyder, at de først får hjælp, når de bliver ældre og selv aktivt kan opsøge hjælpen.

I reportageserien ’Forbandede fulde forældre’, der vises på DR1 i uge 40 og 41, står fire modige unge frem og fortæller deres personlige historier om, hvordan det er at være barn af en forælder med et alkoholmisbrug.

Alkoholmisbrug som tabu

Det er fire meget forskellige unge fra forskellige dele af landet, der fortæller hver deres historie. Alle har de valgt at stå frem for at være med til at bryde det tabu, som børn af alkoholikere ofte oplever.

I det første program er det 19-årige Bolette fra Djursland og 18-årige Elise fra Lyngby, der indvier seerne  i deres opvækst med alkohol tæt inde på livet. Bolette flyttede hjemmefra som 13-årig og bor nu på et bosted for udsatte unge. Hun er i gang med at tage en uddannelse, men bliver stadig påvirket af hendes mors alkoholmisbrug. Elise bor hjemme, men er ved at finde en lejlighed. Som barn af en alkoholiker er det dog svært at flytte hjemmefra og slippe det ansvar, Elise altid har følt overfor sin mor. Både Bolette og Elise oplever også, ligesom mange andre unge, der har forældre med alkoholproblemer, at deres uddannelser bliver påvirket af deres forældres misbrug.

Kærlighed og had

Fælles for både Bolette, Elise og Simon og Cecilie som vi møder i det andet program er, at de alle oplever en konflikt i deres følelser, når de på en gang elsker deres forældre højt, men samtidig hader, at de drikker. Det er nogle af de følelser, der kan være svære at sætte ord på og tale med andre om.

I det andet program, der sendes i uge 41, møder vi Simon, der er 24 år og i gang med en uddannelse.  Sammen med sine søskende går Simon i terapi, hvor de sammen får hjælp til at forholde sig til faderens alkoholmisbrug og ikke mindst til de mange følelser af blandt andet skyld og afmagt, de oplever. Cecilie på 18 år bor i Aalborg og går også i terapi for at lære at håndtere sit forhold til faderen. Cecilies far bor i København, og hun holder meget af sin far, men det er svært for hende at fortælle ham, hvor ked af det hun bliver, når han drikker.

’De fire unge, der fortæller deres historier i ’Forbandede fulde forældre’ er i mine øjne vanvittigt modige. De stiller op og taler om nogle meget personlige oplevelser og er således med til at bryde det tabu, der er omkring alkoholmisbrug. På DR1 vil vi gerne være med til netop at sætte fokus på, hvilke konsekvenser alkoholmisbrug kan have for børns opvækst,’ siger redaktør Dorthe Thirstrup.

I forbindelse med, at ’Forbandede fulde forældre’ vises på DR1, vil man også på dr.dk kunne finde artikler om emnet inklusiv henvisninger til, hvor man kan henvende sig, hvis man tror man har et problem eller kender nogen, der har et problem. I forbindelse med det første program vil der desuden være en debat om emnet på dr.dk.

Første afsnit af ’Forbandede fulde forældre’ vises på DR1 den 1. oktober klokken 20.30, andet afsnit vises den 8. oktober klokken 20.30.

 

1. Camilla Jensen Pressekontakt: Yderligere oplysninger