DR2: Alternativ behandling – virker det?

I serien 'Alternativ behandling - virker det?' går Lasse Spang Olsen går på opdagelse i det alternative danske behandlingssystem – fra den 20. april på DR2.

Gennem de sidste 20 år er der sket en fordobling af antallet, der søger alternativ behandling. Men virker det? Lasse Spang Olsen går på opdagelse i det alternative danske behandlingssystem – fra mandag 20. april klokken 20.45 på DR2.

Godt halvdelen af alle danskere har prøvet alternative metoder i forsøget på at komme af med skavanker eller sygdomme. Det viser tal fra Statens Institut for Folkesundhed. Næsten alle har en mening om alternativ behandling - også selvom man er en af dem, der ikke selv har prøvet det.

Der findes dog ikke særlig meget konkret viden om, hvorvidt det virker, og der er stor mangel på faktiske undersøgelser om, hvad der virker, og hvad der ikke gør. Vidensniveauet er ganske lille, og de oplysninger, der findes om emnet, er i høj grad modstridende.

Lasse Spang Olsen udfordrer det alternative system

I programserien ’Alternativ behandling – virker det?’ på DR2 går Lasse Spang Olsen fra mandag 20. april klokken 20.45 på opdagelse i det alternative behandlingssystem for at se, om der er noget af det, der rent faktisk virker.

Lasse går professor Asbjørn Mohr Drewes og overlæge Jannik Helweg-Larsen direkte på klingen, når han undersøger om alternativ behandling kan hjælpe og måske ligefrem helbrede nogle af de 200.000 danskere som lever med kroniske smerter, opgivet af læger og henvist til et eskalerende forbrug af smertestillende medicin.

I det første program, der sendes på DR2 på mandag 20. april, udfordrer han to alternative behandlingsformer - akupunktur og hypnose - der i mindre alvorlige sammenhænge og på forsøgsbasis, har sneget sig ind på enkelte hospitaler.  Men kan hypnose og akupunktur bruges mod alvorlige kroniske smerter på patienter, der ellers skulle medicineres resten af livet?

Senere i programrækken forsøger Lasse Spang Olsen at narre eliteløbere fra Sparta til at løbe hurtigere og undersøger sammenhængen mellem den såkaldte placebo effekt og alternative behandlingsmetoder.   Han lokker også professor Asbjørn Mohr Drewes og overlæge Jannik Helweg-Larsen med på helsemesse. Her udforsker og tester de - på egen krop - nogle af de mere farverige alternative behandlingsmetoder, som lydterapi, vand- og krystalhealing og møder ’Mirakel-Per’.

Han følger også en række terminalt kræftsyge danskere, hvor videre behandling synes udsigtsløs. Sammen med Asbjørn Mohr Drewes og Jannik Helweg-Larsen forsøger han at finde ud af om man i et alternativt behandlingsforløb kan øge livskvaliteten hos disse kræftpatienter. Kan en alternativ behandlingsform som er baseret på noget så almindeligt som C-vitamin forøge livskvaliteten for de kræftsyge, og - ikke mindst - forlænge deres levetid?

  • 'Alternativ Behandling – virker det?' Fra mandag 20. april klokken 20.45 og de følgende fem mandage på DR2