DR2 går helt i fisk på lørdag

90 fiskere smider snøren ud over hele Danmark den 6. juni, når DR2 spiller fiskebanko med seerne og sætter fokus på den store interesse for lystfiskeri, der er vokset frem under coronakrisen.

  • Mikkel Frey Damgaard og Gordon P. Henriksen er værter for ’Fiskebanko på DR2’. (Foto: Morten Vilhelm)
  • Den garvede fisker Gordon P. Henriksen viser her en fangst fra tidligere. (© Privat foto)
1 / 2

Det er sjældent, at

DR
på forhånd kan sige, at en TV-aften totalt går i fisk for seerne. Men det gør den lørdag den 6. juni, når der er ’Fiskebanko på DR2’, hvor seerne kan spille med og samtidig blive meget klogere på alt, der handler om lystfisker-universet.

Lige nu skal man ikke bevæge sig ret langt langs landets 8750 km

kystlinje
eller langs søer, damme og vandløb, før man falder over især mænd, der er ude med snøren. Men stadig flere kvinder er det også, for interessen for lystfiskeri er eksploderet under coronakrisen. Her er fiskestængerne blevet luftet, alt imens folk hverken har måttet gå til håndbold eller badminton. Blandt forhandlere af fiskegrej melder man om en voldsom stigning i salget – især til folk, der har villet ud at fiske for første gang. Den fornyede interesse for at fiske er en af grundene til, at DR2 nu sender en temalørdag og bevæger sig under
havoverfladen
.

Værterne for ’Fiskebanko på DR2’ er den passionerede og nystartede lystfisker Mikkel Frey Damgaard og en af landets største fiskeeksperter, Gordon P. Henriksen, der kommer til at sende fra en søbred et sted på Sjælland.

- Selve motoren i de to timers udsendelse bliver fiskebankoet. Men jeg tør godt love, at vi ellers kommer rundt om stort set alle aspekter af lystfiskeri og alle typer mennesker, der gør det, forklarer Lars Ostenfeld, der er redaktør på ’Fiskebanko på DR2’. Han har tidligere stået bag en række event-drevne programmer på DR3, blandt andet ’Smerteeksperimentet’ og ’Æggebanko’, som modtog TV-Prisen. Lars Ostenfeld har senest også været instruktør på ’På sporet af ulven’, som stadig kan ses på DRTV.

90 fiskere står klar

Bankospillet foregår på den måde, at

lystfiskere
med et nummer fra 1 til 90 står klar på for eksempel en kutter i Øresund, ved en put and-take-sø, ved Randers Havn, ved kysten på Sydfyn, ved Skjern Å og flere andre mindre destinationer. Hver gang, de er heldige at få noget på krogen, kommer der en ’dong-lyd’, som i de gamle ’Tipslørdag’-dage. Nummeret på den heldige fisker råbes så op, og alle DR2-seere kan spille med i fiskebanko hjemme i stuen, i sommerhuset eller for den sags skyld, mens de selv er ude at fiske. Bankopladerne genererer man på sitet dr.dk/fiskebanko, og man kan hente lige så mange, man synes, man kan styre. Undervejs vil der være mulighed for at vinde pokaler, fiskeudstyr eller fede fiske-features – uden at seerne dog skal regne med at blive forgyldte.

- De 90

lystfiskere
er fundet på alle mulige måder, og i løbet af aftenen får seerne også en række forskellige lystfisker-historier – både med nogle af dem, der lige er begyndt med at fiske under coronakrisen, men også en pigegruppe, der fisker, nogle, der bruger det som terapi, og en drengeklub, der flyver med helikopter i Lapland, når de skal på fiskeri, forklarer Lars Ostenfeld.

Send dine billeder ind fra dagen

Han understreger, at det på forhånd er umuligt at forudsige, hvor mange

lystfiskere
, der får bid i løbet af de to timers direkte fjernsyn.

- Vi gætter på, det er et sted mellem 40 og 60, så der er nok til at spille pladen fuld. Men vi opfordrer også til, at seerne hjælper os i løbet af lørdagen, den 6. juni. Det kan de gøre ved selv at tage ud at fiske på dagen, siger Lars Ostenfeld.

Fanger man selv en fisk, kan man sende en film eller et foto af sin fiskefangst til fiskebankoDR2@dr.dk eller til DR2’s Facebook-side på www.facebook.com/dr2tv.

- Vi håber, folk vil hjælpe og skrive på billederne, hvem de er, og hvor og hvornår de fangede dem. Når eller hvis det går sløvt med at fange fisk under live-udsendelsen, vil danskernes fiskebilleder bliver brugt til opråb af numre, forklarer Lars Ostenfeld.

Ved den sjællandske søbred, som bliver DR2’s samlingspunkt på aftenen, vil kokken,

tv-værten
og kogebogsforfatteren Anne Hjernøe står klar til at tilberede nogle af de fisk, der bliver fanget, ligesom der også vil være sang og musik. Her får seerne mulighed for at ønske alt fra klassikere som ’Ta’ med ud og fisk’ og ’Sømænd af verden’ til melodier, de forbinder med egne fiskeoplevelser. Selvfølgelig kommer der også masser af fiskerhistorier, et filosoFISK hjørne og indslag om, hvordan naturen og fiskeriet altid har spillet en central rolle i kunsten.

- Det var en fiskeglad kollega, som kom med ideen om at lave et fiskebanko og få folk med ud at fiske. Siden har ideen rumsteret i mit hoved i tre år. Nu er lejligheden der endelig. Den er helt oplagt, efter at danskerne er blevet helt vilde med at fiske under corona-karantænen, siger Lars Ostenfeld.

Den vildeste natur

’Fiskebanko på DR2’ bliver sendt i et år, hvor

DR
kører naturtema, og naturen er vigtig at fortælle om, mener Lars Ostenfeld.

- Det er vigtigt, uanset om det så er dramatisk som i ’Vilde vidunderlige Danmark’, undersøgende som i ’På sporet af ulven’ eller med et glimt i øjet som nu. Havet er den største og vildeste naturtype, vi har – og den type, vi kender mindst til. Vi elsker at svømme, sejle og fiske i havet – og vi henter

fødevarer
og råstoffer der, ligesom vi betages af havets vildskab og stilhed. Dykker vi under
havoverfladen
, åbenbarer der sig en ny verden: den største og vildeste natur, vi har tilbage, siger redaktøren på ’Fiskebanko på DR2’.

Lars Ostenfeld elsker at være med til at udvikle nye programkoncepter, og det er der i høj grad tale om på DR2 lørdag den 6. juni fra klokken 20.00 til 22.00.

- Hvis eksperimentet lykkes, håber jeg, at mange har fundet kærligheden til lystfiskeriet efter de to timers direkte udsendelse. Og samtidig håber jeg selvfølgelig, at der sidder en række bankovindere hjemme i stuerne, siger han.

Facebook
Twitter