DR2 tyvstarter stor kultursøndag med nyt aktuelt kulturprogram

På søndag er der premiere på det nye, aktuelle kulturprogram ’K2’ med Ane Cortzen som vært. Programmet er første del af en stor, kommende fast kultursøndag med en bred vifte af kulturprogrammer.

På søndag er det sangskriver Annika Aakjær, filminstruktør Fenar Ahmad og kunsthistoriker Bente Scavenius, der diskuterer, hvad det er værd at bruge tiden på inden for kulturen. Vært er Ane Cortzen (til højre).

Søndag blænder DR2 op for ’K2’ - et nyt, aktuelt kulturprogram. Ane Cortzen er vært, når tre gæster hver søndag forholder sig til, hvad der er værd at opleve af aktuelle kulturtilbud i hele Danmark lige nu.

På søndag er det sangskriver Annika Aakjær, filminstruktør Fenar Ahmad og kunsthistoriker Bente Scavenius, der diskuterer, hvad det er værd at bruge tiden på inden for kulturen. De har forinden set Sylvester Stallone i actionfilmen ’Rambo 5’, fået lagt deres horoskop hos en astrolog og været på Arken for at se ung, dansk politisk kunst i udstillingen ’Samfundsprognoser’.

’K2’ optages med publikum i den nedlagte kirke og nuværende kultursted Absalon på Vesterbro. - Vi ved, at seerne har savnet et ugentligt, aktuelt kulturprogram. Derfor vil DR2 nu give dem, der elsker kultur, et nyt kulturshow på tv, hvor de kan blive inspireret til selv at gå på opdagelse i aktuelle kulturtilbud i Danmark. Ane Cortzen byder hver uge velkommen til tre spændende, sjove, skæve, seje kulturpersonligheder, der ikke altid er enige, men altid gør os seere – og bestemt også nogle gange hinanden – klogere. De anmelder og diskuterer aktuelle kulturoplevelser og ser også på, hvad det egentlig siger om os som danskere og som samfund lige nu, og hvorfor det rører vores gæster – eller absolut ikke gør, siger Lisbeth Langwadt, der er er programchef for aktualitet, kultur og dokumentar i DR.

’K2’ kan ses på DR2 søndage klokken 22.00 fra den 22. september og fra samme dag klokken 6.00 på DRTV.

Ny kultursøndag på vej

’K2’-programmet er en tyvstart på den store kultursøndag, der bliver en fast del af DR2 efter nytår.

Fra 2020 styrker DR2 sit fokus på kulturen ved at dedikere hele søndagen til indhold til de kulturinteresserede seere. Her kan man se frem til en række helt nye programmer, film og dokumentarer, der behandler og afspejler kulturen fra mange forskellige vinkler.

Desuden byder dagen på gensyn med nogle af DR K-klassikerne, som rykker til DR2 efter nytår, heriblandt ’Den Klassiske Musikquiz’ og de klassiske koncerter. - Vi tager det bedste fra DR K og tilføjer en række nye formater og samler det hele til en hel søndag spækket med godt og dedikeret kulturindhold på DR2. Mens vi på DR1 har en ambition om og er godt i færd med at samle danskerne om bredt kulturindhold, er ambitionen på DR2 derimod at give plads til det lidt mere specialiserede kulturstof for alle de danskere, der er særligt interesserede i kulturen, og som ønsker at dykke dybere ned, siger Lisbeth Langwadt.

Der er også mere kultur på vej til DR2-seerne allerede inden nytår.

Senere på året viser DR2 en ny portrætserie kaldet ’Længe leve…’, hvor kanalen hylder og mindes fire store nyligt afdøde danskere: Master Fatman, Jane Aamund, Lars Larsen og Benny Andersen.

Og til jul starter endnu et nyt kulturformat på kanalen, når Jakob Stegelmann videreudvikler sit 30 år gamle format og rykker til DR2 med sit nye talkshow, ’Troldspejlet og co.’, hvor han med fans og gæster nørder film, computerspil, tegneserier og bøger.