DR’s tv-læge i ny programserie om kampen for et bedre liv

I en ny programserie går Peter Qvortrup Geisling tæt på de helbredsmæssige udfordringer, der møder danskere på deres vej gennem livet.

  • ’Bliver min hjerne rask?’ er det første program i serien og handler om Olivia, som står overfor en operation, der kan ændre hendes liv for altid. DR’s tv-læge Peter Qvortrup Geisling følger hende hele vejen. (© Niels Jacob Schøtt)
  • ’Bliver min hjerne rask?’ er det første program i serien og handler om Olivia, som står overfor en operation, der kan ændre hendes liv for altid. DR’s tv-læge Peter Qvortrup Geisling følger hende hele vejen. (© Niels Jacob Schøtt)
  • ’Bliver min hjerne rask?’ er det første program i serien og handler om Olivia, som står overfor en operation, der kan ændre hendes liv for altid. DR’s tv-læge Peter Qvortrup Geisling følger hende hele vejen. (© Niels Jacob Schøtt)
1 / 3

DR’s tv-læge Peter Qvortrup Geisling har på torsdag den 3. oktober premiere på en ny programserie. I programmerne undersøger han gennem nære og personlige fortællinger de helbredsmæssige udfordringer, der møder danskere på deres vej gennem livet.

Om programmerne siger Peter Qvortrup Geisling:

- Fælles for dem er, at de handler om håb. Og ambitionen er, at de skal være tæt på danskerne og vores hverdag og hjælpe os til at forstå os selv i samtiden og samfundet, så vi kan inspirere hinanden til at have et godt liv, mens vi er her.

Hvad det vil sige, uddyber han sådan:

- I serien følger vi blandt andet en kvinde, der skal opereres for brystkræft. Det viser sig, at der hvor problemstillingen er allerstørst, når man har brystkræft, er den dag, hvor man har fået den sidste behandling. Nu starter livet igen, men samtidig er det dér, hvor man er mest alene med sin sygdom, for hidtil har man trods alt være pakket ind i et sundhedsvæsen. Det er derfor det lange træk, hvor vi har alle nuancerne med, der er det nye i programserien.

Fælles titel for programserien

Den fælles titel for programserien er ’Kampen for et bedre liv’ og så en undertitel, der signalerer, hvad det enkelte program handler om. Det første med undertitlen ’Bliver min hjerne rask?’ handler om Olivia, som står overfor en operation, der kan ændre hendes liv for altid. Hun er hårdt ramt af epilepsi, og sygdommen bremser hendes ungdomsliv og præger hele familien. Nu står Olivia overfor en stor operation i hjernen, der kan gøre hende rask og give hende friheden til at leve sit liv, ligesom hun vil. Men der er også risiko for, at operationen ikke virker og tværtimod koster Olivia evnen til noget af det, der er allervigtigst for hende: At spille klaver.

Torsdag 10. oktober er undertitlen ’Psykisk syg søger job’. Det handler om Christine, som er på jagt efter et job - på jagt efter at få noget at stå op til hver dag. Hun kæmper med seks forskellige psykiske diagnoser, og det vil betyde alt for hende at få et arbejde. At bevise hun godt kan klare en almindelig hverdag. Nu er hun kaldt til jobsamtale. Men får hun jobbet, der er så vigtigt for hende?

I serien bliver der i øvrigt taget fat på emner lige fra kronisk sygdom, demens, psykisk sygdom til organdonation.

Det første program i serien ’Kampen for et bedre liv’ sendes på DR1 torsdag den 3. oktober klokken 21.00 og kan ses på DR’s streamingtilbud DRTV allerede torsdag morgen.