DR’s ’Ultra Nyt’ får UNICEF-prisen og ros for at være forståelige

På FN’s internationale børnedag besluttede UNICEF Danmark onsdag at give sin pris til DR’s ’Ultra Nyt’ – DR’s nyhedsprogrammer for børn.

  • Anna Lin Lundsgaard og Jonas Madsen er værter på ’Ultra Nyt’. (Foto: Anders Ekström)
  • 'Ultra Nyt' er årets modtager af UNICEF-prisen. (Foto: Fotograf Lise Balsby © All rights reserved Fotograf Lise Balsby www.lisebalsby.dk)
  • 'Ultra Nyt' er årets modtager af UNICEF-prisen. (Foto: Fotograf Lise Balsby © All rights reserved Fotograf Lise Balsby www.lisebalsby.dk)
1 / 3

Normalt dækker ’Ultra Nyt’ både de nationale og de globale nyheder i børnehøjde, men onsdag eftermiddag blev ’Ultra Nyt’ selv en nyhed.

På FN’s internationale børnedag blev det afsløret, at ’Ultra Nyt’ bliver årets modtager af UNICEF-prisen 2019. Prisen kan ikke søges, og det er bestyrelsen for UNICEF Danmark, der beslutter, hvem der skal have den. Prisen går til en person, en organisation, en virksomhed eller en aktør, ’der gennem flere år har ydet en særlig bemærkelsesværdig indsats for børn - i Danmark eller internationalt’, som det hedder.

Det var UNICEF Danmarks nye generalsekretær Karen Hækkerup, der overrakte prisen i FN Byen i København. UNICEF er FN’s børnefond.

- ’Ultra Nyt’ medvirker til at gøre børn til dannede globale borgere fra barnsben, og de sætter begivenheder og nyheder ind i en ramme, så børn forstår dem. Det er vigtigt, at vores børn bliver uddannet, og bliver dygtige til at afkode fake news,og falsk information. Der har vi allesammen et ansvar, ikke mindst medierne. Derfor er vi så glade for det arbejde, ’Ultra Nyt’ laver, lød det blandt andet i motiveringen.

I vinderbegrundelsen fra UNICEF Danmark bliver det understreget, at ’Ultra Nyt’ – der har eksisteret siden 2013, er ’rigtige nyheder til børn i en fake news-tid. Leveret på kanaler og i formater, der taler til målgruppen på en engagerende og nyskabende måde’.

Har ydet et stort bidrag

- Som samfund har vi pligt til at forberede barnet på et aktivt liv som voksen, fremme respekten for og kendskab til børne – og menneskerettighederne. Her har DR Ultra også ydet et stort bidrag. De er med til at give børn adgang til informationer fra et bredt udsnit af både nationale og internationale kilder, sagde Karen Hækkerup, der fortsatte:

- ’Ultra Nyt’ får UNICEF-prisen for på formidabel vis at formidle og sikre nogle af børns rettigheder. Børn har ret til information, og de har ret til at blive beskyttet. ’Ultra Nyt’ leverer et produkt, der lever op til begge disse rettigheder. Derfor gør det mig særligt glad at kunne give dem denne pris, sagde hun.

Hos redaktionschef Johanne Bagge fra DR B&U vækker prisen glæde:

- Vi er ufattelig glade, stolte og ydmyge over at modtage UNICEF-prisen. Det, at vi er lykkedes med at skabe et nyhedsmedie, som børn vælger til, og som gør en forskel for børn i Danmark, er vi simpelt hen så glade for, siger hun. Johanne Bagge forklarer, at der er tre centrale ting, som DR gerne vil med ’Ultra Nyt’. Det er en vigtig opgave for ’Ultra Nyt’ at ’oversætte’ nyhederne, så de giver mening for børn, at dække børns hverdag, for eksempel skoleliv, og endelig vil ’Ultra Nyt’ også gerne sætte børnehistorier på de voksnes dagsorden.

Ses over hele dagen

En række børn starter deres nyhedsdag i Ultra-app’en eller på Instagram, og klokken 10.00 på alle hverdage er der en ny nyhedsudsendelse. Den bliver blandt andet brugt i undervisningen på mange skoler, men seningen af ’Ultra Nyt’ er også relativt stor om eftermiddagen, når børnene måske er kommet hjem. Klokken 18.00 viser DR Ultra så også udsendelsen på flow-TV.

De to værter på ’Ultra Nyt’, Anna Lin Lundsgaard og Jonas Madsen, var med på scenen for at modtage prisen i FN Byen, og de er begejstrede.

- Jeg bliver så overdrevet glad og stolt, når vores arbejde bliver anerkendt på den her måde. Det er svært at smøre det kæmpe smil af, siger Anna Lin Lundsgaard, mens Jonas Madsen fortsætter:

- Jeg synes, det er fuldstændig vanvittigt. Og fedt. Og sejt. Og kæmpestort. For mig at se er det den største anerkendelse, vi kan få. Det er fantastisk, vi kan fortælle nyheder gennem en masse børn og fortælle deres historier – i hårde, sjove og svære tider. Børnene er vores fremtid. Dem skal vi passe på og gøre klogere hver eneste dag, siger han.