En dansker redder verden

DR2 følger i ny dokumentarserie en række danske ildsjæle, der er taget ud i verden for at gøre en forskel.

DR2 følger i ny dokumentarserie en række danske ildsjæle, der er taget ud i verden for at gøre en forskel.

Vi lever i en kaotisk og farlig verden med uretfærdighed, sygdom og krig. De fleste af os vælger at følge begivenhederne i tryghed og på afstand. Andre vælger selv at rejse ud for på en eller anden måde at forsøge at gøre en forskel.

I programserien 'En dansker redder verden' tegner DR2 seks portrætter af danskere, der hver især arbejder for at gøre verden til et lidt bedre sted at leve i. De har hver deres mission, men alle forsøger de at redde verden.

Vi følger blandt andet topadvokaten Jane Fisher-Byrialsen i New York, der kæmper for de svages rettigheder. Mange vil huske hende som advokaten, der fik frifundet Malthe Thomsen for anklagerne om krænkelser af børn i november 2014. I udsendelsen ser man også Fisher-Byrialsen hjælpe Kharey Wise, der var uskyldigt fængslet i 13 år dømt for et bestialsk overfald i Central Park, som fik New Yorks borgmester til at iværksætte sin "clean up" af byen.

Et andet program omhandler den tidligere fodboldspiller Erik Rasmussens arbejde med prostituerede i det ebolaramte Sierra Leone, og seerne møder også journalisten Nagieb Khaja, der forlader sin familie i Danmark for at sætte sit liv på spil i det krigsramte Syrien.

Programbeskrivelser

13. april, DR2 klokken 22.00
Program 1: Jane Fisher-Byrialsen
Jane Fisher-Byrialsen er topadvokat i New York og kæmper hver dag for retfærdighed i det amerikanske retssystem. Men arbejdet har sin pris, og Jane balancerer med at få sit personlige liv til at hænge sammen, når kræfterne går på at hjælpe byens svageste. Jane er i Danmark kendt som den advokat, der fik danske Malthe Thomsen frifundet for grove anklager om krænkelser af børn. Og han er dybt taknemmelig for Janes hjælp.

20. april, DR2 klokken 22.00
Program 2: Erik Rasmussen
Erik Rasmussen er mest kendt som den dameglade fodboldtræner, der blev fyret i AGF. Men efter en stor personlig nedtur har Erik i dag skiftet forkærligheden for damer og fodbold ud med hjælpearbejde i et af Afrikas fattigste lande, Sierra Leone. Her driver Erik nødhjælpsorganisationen FANT. Men Eriks elskede projekt ligger i ruiner på grund af ebola-epidemien, så nu rejser han til Sierra Leone for at redde sit livsværk.

27. april, DR2 klokken 22.00
Program 3: Nagieb Khaja
Nagieb Khaja sætter livet på spil, når han som TV-dokumentarist arbejder i nogle af verdens farligste lande. I tredje program følger vi Nagieb, når han forlader sin elskede familie i trygge Danmark for at tage til det krigshærgede Syrien, hvor faren for kidnapning, bomber og død lurer lige om hjørnet. Hans mission er at finde nogle af de vestlige jihadister, der er rejst ned for at kæmpe i Allahs navn. Men er det nu også det hele værd?

4. maj, DR2 klokken 22.00
Program 4: Anja Lovén
Anja Lovén har dedikeret sit liv til at redde heksebørn i Nigeria fra udstødelse, tortur og i værste fald mord. Men Anja har også fået en ny rolle - hun er blevet mor. Efter et længere ophold i Danmark skal Anja tilbage til Nigeria for at afprøve, om de livsfarlige redningsmissioner af heksebørn kan forenes med at være nybagt mor.

11. maj, DR2 klokken 22.00
Program 5: Bjarne Ussing
Bjarne Ussings livsmission er at redde ofrene for de mange landminer i det borgerkrigshærgede Myanmar. Men det er ingen let opgave, og Bjarne møder modstand hos militærregeringen, der ikke vil lade ham fjerne minerne. Alligevel begiver han sig ud på en farlig rejse, hvor målet er hans elskede projekt: En mobil proteselastbil, der kan lave kunstige ben ude i landsbyerne. Undervejs møder Bjarne både farer og hjertevarme menneskelige skæbner.

18. maj, DR2 klokken 22.00
Program 6: Niklas Agerup
Niklas Agerup er akut-udsending for Dansk Flygtningehjælp. Han bliver sendt ud som fortrop, når der opstår humanitære katastrofer et eller andet sted i verden - og nu skal han afsted igen. I Ukraine er der annonceret en våbenhvile, og Niklas håber at få adgang til alle de civile ofre, der lider bag frontlinjen. Men våbenhvilen holder ikke, og til lyden af artilleri kæmper Niklas sin kamp for at nå civilbefolkningen. Der er i den grad brug for hjælp.

1. Christian Rask
Pressekontakt: Yderligere oplysninger