Femte internationale pris til DR2-dokumentar i år

DR2-dokumentaren ’Bitre druer – slaveri i vinmarken’ fik søndag aften sin femte pris i udlandet i år – denne gang i Spanien.

Vin bliver produceret og drukket over store dele af verden, og interessen for hvordan og under hvilke forhold, den bliver til, er også stor.

Søndag aften sikrede journalist Tom Heinemann fra Heinemann Media sig i Spanien den femte internationale pris i år for DR2-dokumentaren ’Bitre druer – slaveri i vinmarken’, som kanalen viste i oktober 2016.

Kan min dokumentar være med til at skabe bedre forhold for arbejdere og miljøet i vinindustrien, har jeg jo opnået alt det, jeg ville.

Journalist Tom Heinemann



Dokumentaren satte fokus på forholdene i den sydafrikanske vinindustri, og den afslørede blandt andet, at arbejderne i provinsen Western Cape i Sydafrika arbejder mellem 9 og 12 timer hver dag for ned til 25 kroner. Dokumentaren viste også, at ansatte får mundkurv på, og at de trues med eksempelvis fyring, hvis de klager over forholdene.


Helt præcis modtog ’Bitre druer – slaveri i vinmarken’ prisen ’The International Projection Award’ ved Most Festival i den spanske by Penedès, hvor der netop for 7. gang er blevet holdt international filmfestival om vin, cava og vinkultur. Med prisen følger 1500 euro – eller godt 11.000 kroner, og dokumentaren sejrede i konkurrence med 38 film fra 15 lande.

Har opnået det han ville

Tom Heinemann glæder sig over prisen, som filmens researcher, Morten Hansen, modtog, da Tom Heinemann selv er på nye optagelser for øjeblikket.

”At vi modtager endnu en pris ved en international filmfestival – denne gang i Catalonien – viser, at der er stor interesse for at se, hvad det egentlig er, der foregår i de sydafrikanske vinmarker. Ikke alene i Sydafrika, hvor filmen opfattes som en ”game changer”, men også i en række andre vinproducerende lande, har der været stor interesse for filmen. Kan min dokumentar være med til at skabe bedre forhold for arbejdere og miljøet i vinindustrien, har jeg jo opnået alt det, jeg ville,” siger Tom Heinemann.

Filmen modtog for nylig to priser på den 24. International Grape & Wine Film Festival i Bordeaux i Frankrig, ligesom den er blevet hædret i Slovakiet og fik publikumsprisen for bedste dokumentar ved StarDoc International Film Festival i Los Angeles tidligere i år.
’Bitre druer – slaveri i vinmarken’ er en co-produktion mellem DR, norske NRK og svenske SVT, som også har vist den. Det samme har for eksempel græsk tv.

I Danmark er importen af sydafrikansk vin steget markant de seneste 5-6 år.