Franskmænd kaster deres kærlighed over ’Lykke’

DRs dramaserie ’Lykke’ kan nu også melde sig ind i klubben over danske dramaserier, der har modtaget international hæder.

Lykke (Mille Lehfeldt) og Anders Assing (David Dencik) fra sidste afsnit af 'Lykke', som nu har fået sin første pris overhovedet (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)

Karrierepigen Lykke Leth har haft sit hyr med fyrene i DRs dramaserie ’Lykke’, men nu har franskmændene kastet deres kærlighed over hende.

Da priserne i weekenden blev uddelt ved ’Festival de la Fiction TV’ i den vestfranske by La Rochelle ud til Atlanterhavet, fik ’Lykke’ prisen for at være den europæiske jurys favorit: ’Le Coup de Coeur du Jury européen’, som prisen præcist hedder. Dermed kan ’Lykke’ kan nu også melde sig ind i klubben over DR-dramaserier, der har modtaget international hæder.

Det er Stig Thorsboe og Hanna Lundblad, der har skrevet den såkaldte depressionskomedie om karrierepigen Lykke og hendes kvaler med kærlighedslivet. Mille Lehfeldt spiller Lykke Leth, og det er Katrine Vogelsang og Christian Rank, der har produceret serien, som Kasper Gaardsøe har instrueret. Det var også ham, der var i Frankrig for at tage imod hæderen.

Kan sætte skub i salget

  Chefen for DR Internationalt Salg, Helene Aurø, vurderer, at prisen kan give ’Lykke’ et godt skub mod også at blive afsat internationalt, som det er sket med en række af DRs øvrige dramaserier, for eksempel ’Borgen’ og ’Forbrydelsen’.

”Det har betydning, når en serie får en international pris. Både fordi den får en anerkendelse, men også fordi serien derefter bliver lagt mærke til på en anden måde hos potentielle indkøbere,” forklarer Helene Aurø, der tilføjer, at DR Internationalt Salg strategisk prøver at placere flere af programmerne på forskellige festivaler, der har betydning i de forskellige lande. Derefter følger man så op på   de internationale salgsmesser.

Forsøges afsat i Cannes

Den franske pris kommer, umiddelbart inden DR Internationalt Salg i næste måned har ’Lykke’ med i salgstasken ved den internationale salgsmesse, MIPCOM, for tv-købmænd i Cannes i netop Frankrig.

’Lykke’ er allerede solgt til Finland og TVN International, der siden 2004 har været en tv-kanal rettet mod polakker i udlandet, og i dag kan ses i eksempelvis Tyskland, Frankrig, De Britiske Øer, Israel, Rusland, USA, Canada og Australien. Derudover har eksempelvis også svenskerne fulgt livets gang på medicinalvirksomheden Sana Fortis.

1. Jan Dohrmann Pressekontakt: Yderligere oplysninger

Facebook
Twitter