’Fred til lands’ ryger til tops i Schweiz

Foran ni andre TV-serier sikrede DR’s psykologiske thriller ’Fred til lands’ sig lørdag aften prisen som bedste TV-serie på filmfestivalen i Genève i Schweiz.

  • Anders Juul og Morten Hee Andersen har to af hovedrollerne som Martin og Mike i ’Fred til lands’, der nu også kan kalde sig prisbelønnet. (Foto: Tine Harden)
  • Med prisen lykkedes det ’Freds til lands’ at ryge helt til tops allerede ved seriens første udenlandske ’optræden’. (Foto: Agnete Schlichtkrull © DR Design)
1 / 2

Ondskab og frygt er noget af det, der præger handlingen i DR’s psykologiske thriller ’Freds til lands’, som i disse uger kan ses på DR1 og DRTV. Det var der til gengæld ikke meget af, da der lørdag blev uddelt priser ved den 25. internationale filmfestival i den schweiziske by Genève, hvor ’Fred til lands’ også var i vælten.

Her sikrede DR’s igangværende dramaserie sig hovedprisen – den såkaldte Reflet d’Or-pris - i kategorien ’Bedste TV-serie’.

’Fred til lands’ foregår i et lokalsamfund på Fyn, og det er en serie om, hvad der sker, når mennesket lader sine allermest primitive og stærke drifter tage over – med hævn, had og vrede. ’Fred til lands’ har blandt andre Lene Maria Christensen, Morten Hee Andersen og Dar Salim i de bærende roller.

Med prisen lykkedes det ’Freds til lands’ at ryge helt til tops allerede ved seriens første udenlandske ’optræden’. For Geneva International Film Festival er det første sted, hvor serien har været vist offentligt uden for Danmark.

Vanedannende tur

I sin motivering fremhæver filmfestivalens jury blandt andet, at der er ’fremragende skuespil og instruktion’ i ’Fred til lands’. Samtidig fremhæver man, at serien sætter gang i diskussionerne og tager seerne med ’på en ubehagelig, udfordrende, bevægende og meget vanedannende tur’. - Den danske dramaserie er en af de sjældne, der formår at fascinere og ‘bedøve’ seere af alle slags… I ’Fred til lands’ bliver figurerne rystet af moralske dilemmaer, som publikum kan forholde sig til. Seerne kan godt nok ikke hjælpe med at løse dem, men de kan fuldt ud engagere sig i dem, lød det blandt andet.

DR’s dramachef Christian Rank siger:

- I en tid, hvor der produceres flere store tv-serier end nogensinde før, er det en stor anerkendelse til DR og holdet bag ’Fred til lands’, at vi fortsat formår at gøre os internationalt bemærket med vores serier. Derfor er vi også begejstrede for den flotte, internationale anerkendelse af ’Fred til lands’.

Glade og stolte

’Fred til lands’ er produceret af MOTOR i co-produktion med DR Drama og med støtte fra FilmFyn, og thrillerserien sikrede sig hæderen foran ni andre europæiske serier – blandt andre den danske instruktør Christoffer Boes Viaplay-serie ’Forhøret’ og den britiske serie ’Years and Years’. I en fælles udtalelse siger Christian Torpe og Marie Østerbye, der er hovedforfattere på ’Fred til lands’:

- Vi er både glade og stolte! Det er rigtigt dejligt, at 'Fred til Lands' allerede efter første internationale visning nu også opnår anerkendelse uden for landets grænser. Det er altid fantastisk, når ens arbejde bemærkes og anerkendes i udlandet. Ikke kun for vores serie, men for dansk fiktion i det hele taget, siger de.

Serien er i otte afsnit, og det sjette kan ses allerede nu på DRTV, mens DR1 viser det søndag aften klokken 20.00.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk