’Gift ved første blik’ tager hul på ny sæson

Fra onsdag den 29. august klokken 20.00 kan seerne følge fire nye par i medgang og modgang, når rådhusklokkerne ringer ind til en ny omgang ’Gift ved første blik’ på DR1.

Fra onsdag den 29. august klokken 20.00 og de næste syv uger, kan seerne følge fire nye par i medgang og modgang, når rådhusklokkerne ringer ind til en ny omgang ’Gift ved første blik’ på DR1.

De søger alle intenst efter kærligheden og har gjort det igennem en længere periode. Stefan, Carsten, Ronnie, Michael – Eva, Kathrine, Cecilie og Vanessa har derfor sagt ja til at prøve noget radikalt anderledes: De skal indgå i et eksperiment, hvor de bliver gift med en fremmed.

582 tilmeldte sig programmet, og på baggrund af samtaler med og analyser af de enkelte personer fandt eksperterne frem til fire "matches". Første gang, parrene møder hinanden, er få minutter inden de skal giftes, og eksperimentet ser nu nærmere på om ægteskabet kan bane vejen for den store kærlighed. I fem uger skal parrene leve sammen som mand og kone for til sidst at beslutte om de vil forblive gift eller om de vil lade sig skille.

Hvad er et godt parforhold?

Hvorfor er det så svært at finde en kæreste? Har vi efterhånden datet så mange, at mødet har mistet sin værdi? Er vi for kritiske eller for forudindtaget i forhold til, hvordan vores partner skal være eller se ud? Eller er vi i virkeligheden skrækslagne for at blive forladt, før det hele er begyndt?

"Forklaringerne på, hvorfor det er svært for mange at finde en kæreste, er uendelige og frem for alt er de individuelle. Men jeg håber, at programmet endnu engang vil kaste mange gode debatter af sig om, hvad det er, der skaber et godt parforhold, så vi alle kan lære noget af hinandens erfaringer," siger redaktør for ’Gift ved første blik’ Sofia Fromberg.

Støtte fra eksperterne

Med hjælp fra eksperterne bliver de medvirkende og seerne mere bevidste om, hvad der kan være årsagen til, at det for netop dem har været svært at etablere eller fastholde et forhold. Er der nogle mønstre, som gentager sig og dermed spænder ben for et varigt parforhold, er der indhold i bagagen, som har gjort dem bange, eller har de tilegnet sig dårlige vaner, som de tager med ind i det nye parforhold? Det er noget af det, som eksperterne skal guide parrene i og hjælpe dem med at opdage og handle på.

"Det er et ekstremt intenst forløb, de medvirkende skal igennem. På fem uger oplever parrene i programmet lige så meget, som et par normalt oplever på flere år. Hvis de medvirkende skal blive bevidste, reflektere og undgå at falde i de vante mønstre, så er der brug for kontinuerlig støtte og coaching gennem alle fem uger. Derfor har vi i denne sæson endnu større fokus på, at eksperterne løbende skal coache de fire ægtepar – både individuelt og som par," siger Sofia Fromberg.

De tre eksperter er psykolog og klinisk sexolog Gert Martin Hald, psykolog og parterapeut Mette Smidt samt sognepræst Michael Brautsch. Gert Martin Hald og Michael Brautsch har medvirket i samtlige fem sæsoner, mens Mette Smidt debuterede i sæson fire.

Kærlighed og kriser

Vi følger parrene i tiden op til brylluppet, vi er med, når de ser hinanden for første gang få minutter, inden de bliver gift, og når de holder bryllupsfest for hele familien. Når de efter at have kendt hinanden i 24 timer tager direkte afsted på bryllupsrejse, når hverdagen melder sig og de skal flytte sammen, når kærligheden vokser, og når kriserne dukker op, inden vi ved eksperimentets afslutning skal se om ægteskabet også slutter eller om, der er opstået kærlighed.

De otte singler

• Carsten er brandmester i København og bor i Skælskør.

• Stefan er uddannet pædagogisk assistent. Han er født og opvokset i Odense, hvor han stadig bor.

• Ronnie er uddannet bygningsstruktør. Han bor i eget hus i Ringsted.

• Michael arbejder med kommunikation i Aarhus, hvor han også bor og er opvokset

• Vanessa arbejder som socialpædagog. Til daglig bor hun i Esbjerg, hvor hun er født og opvokset.

• Kathrine arbejder som folkeskolelærer og bor i Silkeborg

• Cecilie arbejder som dealer på kasino. Hun bor i egen lejlighed i Roskilde.

• Eva er coach og bor i Solrød.