GirlSquad skriver ’Ludermanifestet’ på P1

GirlSquad bestående af Nikita Klæstrup, Louise ’Twerk Queen’ Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen har alle været ofre for luderstigmaet. I ’Ludermanifestet’ skriver de tre kvinder deres feministiske manifest, og P1 følger dem undervejs.

GirlSquad bestående af Nikita Klæstrup, Louise 'Twerk Queen' Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen har alle været ofre for luderstigmaet. De kalder sig selv fjerdebølge-feminister og vil gøre op med udskamningen af kvinder og reclaime krop og seksualitet. (Foto: Ekaterina Krarup Andersen © Type 2)

De poserer i bikinier, netstrømper og med lyserød læbestift - og har uddannelser i psykologi, retorik og teologi bag sig. De taler om slutshaming, Foucault og russisk historie - og de køber dyre håndtasker, vælger silikonebryster og ryster røv i feminismens navn.

Nikita Klæstrup, Louise ’Twerk Queen’ Kjølsen og Ekaterina Krarup Andersen har det seneste år vendt op og ned på feminismedebatten i Danmark. Deres tilgang til feminisme har forvirret og forarget og sat gang i diskussioner om, hvad en feminist er og ikke er. Nu har de tre besluttet sig for - en gang for alle - at skrive deres manifest for den yngre generation af feminister. I en serie på seks programmer følger P1 manifestets tilblivelse.

"Vi har brugt enormt meget tid på at eksistensberettige os og forsvare, at vi er feminister. Det har især været frustrerende, at det tog fokus væk fra, hvad der rent faktisk var vigtigt: Vores feminisme. Så med 'Ludermanifestet' har vi endelig fået lov til at dykke ned i og udfolde de emner, vi synes er vigtige at tale om, i stedet for at diskutere, hvorvidt vi er feminister eller ej," siger de tre kvinder fra GirlSquad.

Kræver ordet luder tilbage

I første program fortæller de tre kvinder om hvordan de hver især er blevet kaldt luder af vidt forskellige årsager, de undersøger den historiske brug af ordet som kontrol af kvinder - om de skal reclaime ordet for tage magten fra dem, der bruger det mod dem.

I andet program handler det om den kvindelige orgasme. Louise ’Twerk Queen’ Kjølsen synes, at hun - og mange andre kvinder - har et problematisk forhold til orgasmen. Hun undersøger, hvorfor kvinders nydelse historisk er blevet undertrykt, om hun selv kan få et bedre sexliv ved at tage på orgasmekursus og diskuterer "orgasmekravet" med Nikita og Ekaterina. Der bliver også bladret i Louises notesbog, hvor hun har givet karakterer til mænd, hun har haft sex med - et udtryk for Louises tendens til at gøre sex til et spørgsmål om performance i stedet for nydelse.

P1 vil sætte moderne feminisme til debat

Fjerdebølge-feminister kæmper en stor del af deres kvindekamp på de sociale medier og ofte med meget lidt tøj på. Nu bliver kampen trukket ind i radiostudiet og ud til lytterne. Forventningen hos P1’s kanalchef, Thomas Buch-Andersen, er, at det både bliver chokerende, underholdende og oplysende.

”De tre kvinder har skabt bølgegang i kønsdebatten. De har med deres ligefrem og provokerende form bragt en vigtig diskussion i øjenhøjde. På P1 vil vi gerne et spadestik dybere og trække perspektiverne i de tre kvinders synspunkter tydeligere op. Dette vil lyde anderledes, end P1 tidligere har gjort. Jeg ser frem til at se hvilken debat, det sætter i gang,” siger han.

Første program af ’Ludermanifestet’ sendes lørdag den 23. september på P1 klokken 16.30.

Seriens undersøgelser, interviews og diskussioner bliver til bogen ’Ludermanifestet’, der udkommer i slutningen af oktober på forlaget Lindhardt og Ringhof.Det handler programmerne om de kommende lørdage

Program 1 – Reclaim ordet luder: Om luderstigmaet og om at blive slutshamet af det halve Danmark.

Program 2 - Kræv din orgasme - om opdigtede orgasmer og manuskripter for sex.

Program 3 - Skønhedsidealer: og dobbeltmoralen i naturlig skønhed og om at tale ærligt om bryster og botox.

Program 4 -Dickpics og nudes: Om forskellen mellem at modtage tilfældige penisbilleder og nøgen, feministisk kunst.

Program 5 - Uønskede seksuelle erfaringer: om seksuelle gråzoner og myten om voldtægtspsykopaten i busken.

Program 6 - Privilegier: Om hvad en transkønnet, en muslim og en afrodansker ser, som vi ikke ser.