Hele Trekantområdet skal i radioen

P4 Trekantens redaktion rykker ud af studiet og sender hver dag fire timers direkte morgenradio fra en af områdets fem kommuner.

Peter Ebberfeld fra P4 Trekanten er en af de værter,der fra mandag til fredag i næste uge sender fire timers direkte morgenradio fra en af områdets fem kommuner Billund, Fredericia, Hedensted, Kolding og Vejle. (© P4 Trekanten)

Hele Trekantområdet skal i radioen i næste uge (uge 41). Det er i hvert fald målet for P4 Trekantens redaktion, der rykker ud af studiet og hver dag fra mandag til fredag sender fire timers direkte morgenradio fra en af områdets fem kommuner Billund, Fredericia, Hedensted, Kolding og Vejle.

Om baggrunden fortæller P4 Trekantens chef Camilla Rozenfeld:

- Vi gør det her ud fra ambitionen om at være værdifuld for alle, der kan lytte til os. Vi har en masse fantastiske lyttere, som vi hver dag lærer at kende i radioen. Dem vil vi gerne endnu tættere på. Og vi vil også gerne tæt på dem, der måske ikke altid lytter med. Selvom vi ikke altid er deres første valg, er de vigtige i vores arbejde for at give den bedste journalistiske dækning af Trekantområdet.

Fokus på livet i Trekantområdet

Hver udsendelse har et tema, der fokuserer på livet i Trekantområdet. Fortællingen om det liv kommer direkte fra Trekantområdets beboere. Morgenradioen bliver simpelthen fyldt med stemmer fra Trekantområdet, der enten besøger morgenværterne ved det mobile radiostudie eller bliver mødt af sendevognsreporter Sara Skovhave.

- Det er dem, der bor i Trekantområdet, der bedst kan svare på spørgsmålet: Hvem er Trekantområdet? Det er deres liv, vi gerne vil afspejle i radioen, så det er selvfølgelig dem, vi skal høre fra. Og vi gør plads til så mange stemmer som muligt, fortæller Camilla Rozenfeld.

Projektet kommer ikke til at forsvinde helt i radioæteren, når klokken slår 10 næste fredag. Erfaringer, input og oplevelser bliver bundet sammen i weekenden, så det giver et samlet billede af Trekantområdet 2019. Og hvis alt går vel, bliver projektet gentaget næste år.

Hver dag sendes der fra klokken 6 til klokken 10 fra udvalgte steder i de fem kommuner. Planen ser sådan ud:

Mandag den 7. oktober

Hedensted: Vi vokser op i Trekantområdet – livesending fra Hedensted Kommune, Børnehuset Dalby i Hedensted. Værter: Lars Von Magius og Rikke Frahm. (Om familieliv og mangeårige liv i Trekantområdet)

Tirsdag den 8. oktober

Billund: Vi arbejder i Trekantområdet – livesending fra Billund Kommune, Billund Lufthavn. Værter: Lars Von Magius og Rikke Frahm.

Onsdag den 9. oktober

Vejle: Vi interesserer os for klimaet i Trekantområdet – livesending fra Vejle Kommune, Bilka i Vejle. Værter: Lars Von Magius og Rikke Frahm.

Torsdag den 10. oktober

Kolding: Vi er nye i Trekantområdet – livesending fra Kolding Kommune, Kolding Sygehus. Værter: Tine Jensen og Peter Ebberfeld. (Om tilflyttere, studerende og initiativtagere)

Fredag den 11. oktober

Fredericia: Vi holder fri i Trekantområdet – livesending fra Fredericia Kommune, Fjordbakkeskoleni i Taulov. ( Værter: Tine Jensen og Peter Ebberfeld. (Om hobbyer, ferie og fritid)