Her er den nye koncertsæson med alle DR’s kor og orkestre

I dag offentliggøres den kommende sæsons koncerter med DR’s kor og orkestre. Billetsalget åbner 1. marts, men allerede nu kan lyttere, seere og koncertgængere gå på opdagelse i kalenderen for den nye sæson.

Det er efterhånden blevet en tradition, at DR Koncerthuset åbner for billetsalget til den nye koncertsæson med DR’s kor og orkestre fredag 1. marts klokken 11. Og det er i lige så høj grad en tradition, at alle koncertbilletter kan købes med rabat gennem hele marts måned.

Også i år vil 1. marts være dagen, hvor tusindvis af musikelskere sidder klar ved tasterne eller møder op i DR Koncerthusets foyer for at være blandt de første, der får billetter til den nye sæson. Men allerede i dag kan lyttere og seere, der følger DR’s levende musik på radio, tv og online, i ro og mag gå på opdagelse i koncertoversigten – for samtlige koncerter i den kommende sæson bliver transmitteret via DR’s medier.

Ny sæson 2019-20

Se DR VokalEnsemblets koncerter her

Se DR Big Bands koncerter her

Se DR PigeKorets koncerter her

Se DR SymfoniOrkestrets koncerter her

Salgsstart, enkeltkoncerter: 1. marts
Salgsstart, koncertpakker og serier: 25. februar

Korsang og kærlighed med DR VokalEnsemblet

De allerførste toner i den nye koncertsæson synges af de 18 sangere i DR VokalEnsemblet, som i sensommeren tager hul på en række koncerter, der kredser om kærligheden i alle tænkelige former. Blandt sæsonens højdepunkter er Brahms’ elskede Liebeslieder-valse, berømte motetter af J.S. Bach og den franske komponist Poulencs storværk Figure Humaine, som afrunder sæsonen med en hyldest friheden under mantraet ”Liberté!”

DR Big Band åbner sæsonen med legende i front

For DR Big Band er der lagt op til en stærk sæson, som indledes i DR Koncertsalen med den amerikanske guitar-guru John Scofield i front. Kort efter udgiver bandet et album med den danske jazzdiva Sinne Eeg, og til jul og nytår kan DR Big Band se frem til at turnere landet tyndt med deres populære jule- og nytårskoncerter, som selvfølgelig også kan opleves i DR Koncerthuset.

En gennemgående figur i DR Big Bands nye sæson er den unge japanske dirigent og komponist Miho Hazama, som bandet første gang optrådte med i Tokyo forrige år. Hun er blevet udråbt til et af de 25 nye navne, der vil komme til at forme jazzens fremtid på verdensplan, og derfor er der grund til at forvente et af sæsonens højdepunkter, når hun i november for første gang er centrum for en hel aften med DR Big Band i Studie 2.

Syngende højtider med DR PigeKoret

Er man fan af DR PigeKoret, kan man se frem til de traditionsrige koncerter, som knytter sig til højtider og årstider. Sammen med dirigent Phillip Faber inviterer DR PigeKoret blandt andet til koncert i en helt mørkelagt DR Koncertsalen, når efterårsmørket sænker sig, mens foråret synges ind i Holmens Kirkes smukke kirkerum.

Årets helt store tilløbsstykke bliver uden tvivl de fire koncerter med titlen DR PigeKorets Jul, som plejer at have flere tusinde på venteliste – så her er der særligt god grund til at sikre sig billet i god tid, fx ved at købe billet til DR PigeKorets koncertpakke 'Fra os til jer'.

Hammer & Cilius får egen koncertserie

En af de nye koncertpakker, der bliver tilbudt i den nye sæson, er en samling klassiske koncerter med DR SymfoniOrkestret, som er udvalgt af makkerparret Mathias Hammer og Frederik Cilius. De to herrer, som blandt andet er kendt som holdkaptajner i DR K’s Klassiske Musikquiz, har sammensat en serie med seks koncerter, som ledsages af seks særlige podcasts, hvor de introducerer musikken på deres egen uhøjtidelige måde, som mange lyttere vil kende fra radioprogrammet Hammer & Cilius.

Halloween og hemmelige agenter

Fra 1. marts får man desuden adgang til DR SymfoniOrkestrets særlige temakoncerter, hvor publikum kan opleve andre sider af den symfoniske musik end den rent klassiske. Et af de nye koncepter, som orkestret præsenterer i den kommende sæson, er koncerten ”Agents are forever”, hvor der zoomes ind på musik fra alle tiders agentfilm med James Bond i spidsen.

For de mindste vil DR SymfoniOrkestret og DR BørneKoret invitere til en musikalsk Halloween-optakt sidst på eftermiddagen 31. oktober, hvor hele familien kan opleve symfoniske gys under ledelse af Phillip Faber.

En sæson fuld af dansk musik

Kim Bohr, chef for DR Koncerthuset, Kor & Orkestre, understreger, at der side om side med de internationale gæstekunstnere er en stærk repræsentation af danske komponister, arrangører og tekstforfattere i programmerne for den nye sæson.

- Jeg er glad for at kunne sige, at vi har en bred vifte af dansk musik vævet ind i sæsonprogrammerne for hvert enkelt ensemble. For korenes vedkommende er det særligt synligt, fordi deres koncerter indeholder så mange danske sange, hvor publikum endda ofte har mulighed for at synge med undervejs. Men også DR Big Band og DR SymfoniOrkestret har et solidt fundament i den danske musik. Vores klassiske koncertsæson byder på en perlerække af danske symfonikere fra Niels W. Gade til helt unge komponister, mens DR Big Band får skræddersyet nye arrangementer til hver eneste gæstekunstner – for ikke at tale om denne sæsons komponistportræt af Thomas Clausen og bandets nye album med Sinne Eeg.