Hvem har lavet det bedste pladecover?

P4-lytterne kan stadig nå at indstille kandidater til, hvilket pladecover der skal udkomme på frimærke til april - på dr.dk/madsen.

P4s pladecover-konkurrence (Foto: DR © Type 1)

I mandags gav Alex Nyborg Madsen startskuddet til den historiske afstemning om, hvilket pladecover der skal udkomme på frimærke til april. På mandag 8. marts indstilles de tre pladecovers, som de fleste lyttere har foreslået, så man kan stadig nå at gøre sin indflydelse gældende via sms, mail eller brev på www.dr.dk/madsen.

Åbenlyse favoritter og glemte perler

Det vælter ind med forslag til, hvem der har lavet det mest mindeværdige danske pladecover gennem de seneste 50 år. Og som ventet er det danske rockkoryfæer som Gasolin’ og Kim Larsen, der trækker mange stemmer, men der er også mere oversete perler blandt kandidaterne - eksempelvis ’Christianiapladen’ fra 1976, Savage Rose med ’Månebarn’, C.V. Jørgensen med ’Storbyens Oaser’ og Kliché med ’Supertanker’.

Afstemning i Madsen

Det er i P4s landsdækkende program ’Madsen’, der sendes mandag til torsdag fra kl. 14.00 – 15.00 og fredag fra kl. 14.00 – 16.00 - at lytterne kan gøre deres indflydelse gældende. Med vært Alex Nyborg Madsen ved roret kan lytterne sende sms’er, maile eller sende et brev med navnet på deres favoritcover. På www.dr.dk/Madsen vil alle kunne følge med i lytternes favoritcovers og komme med kommentarer til debatten.

På mandag 8. marts bliver de pladecovers, som flest lyttere har talt om, blive sat til afstemning, hvor Madsen laver et opsamlingsheat med de tre pladecovers, som flest lyttere peger på. Der kan stemmes på disse kandidater via sms, e-mail eller brev, og fredag 12. marts kåres det mest populære cover.

Når vindercoveret er blevet kåret fredag 12. marts kommer Post Danmark for alvor på banen. Der skal indhentes rettigheder hos kunstneren bag coveret, frimærket skal i produktion og Post Danmark forventer at trykke et oplag på ca. 80.000 frimærkehæfter.

Om P4s 50 års jubilæum

P4s 50 års jubilæum står for døren, og det fejrer kanalen på utraditionel vis. I et historisk samarbejde med Post Danmark inviterer P4 lytterne til at vælge det mest mindeværdige danske pladecover gennem de seneste 50 år. For 50 år siden begyndte P4 at sende fra seks steder i landet. Det fejrer P4 søndag 4. april, som er 50-årsdagen for den allerførste udsendelse på kanalen.  P4 består af ni regionalradioer - DRs distrikter - der er hele fundamentet for det P4, som vi kender i dag.

Om Post Danmark

Post Danmark indsamler og omdeler breve og pakker til landets godt 2,6 mio. husstande, som tilsammen udgør 5,2 mio. kunder. Virksomheden er en del af koncernen Posten Norden, som er et af skandinavien største kommunikations- og logistikselskaber.

Yderligere oplysninger:

Eventkoordinator på P4 Lone Bierlich på tlf. 28 54 68 16

Kommunikationschef hos Post Danmark Lars Kaspersen på tlf. 33 61 60 00

FacebookTwitter