Ideer bliver til forretning i ’Løvens Hule’ på DR1

I ’Løvens Hule’ på DR1 får iværksættere nu chancen for at præsentere deres forretningsideer for nogle af Danmarks mest succesfulde erhvervsfolk, kaldet ’løverne’.

En af de muligheder, Danmark har for at gøre sig gældende i konkurrencen på de internationale markeder, er at få gode idéer, som landet kan tjene penge på.

I ’Løvens Hule’ på DR1 får iværksættere nu chancen for at præsentere deres forretningsidéer for nogle af Danmarks mest succesfulde erhvervsfolk, kaldet ’løverne’. Hvis idéerne er gode nok, skyder ’løverne’ egne penge i projektet med mulighed for både gevinst og tab. Første program sendes tirsdag den 8. september klokken 20.45 på DR1. Dorte Fals er vært.

De fem erhvervsfolk - ’løverne’ - er Jesper Buch, kendt for takeaway-restauranterne Just-Eat, Birgit Aaby, der står bag rengøringsvirksomheden Combi Service, Christian Stadil, der har skabt sports- og modevirksomheden Hummel, Tommy Ahlers, der er jurist og entreprenør og i dag investerer i iværksættere, og endelig designeren Ilse Jacobsen fra Hornbæk. Fælles for dem er, at de med egne hænder har opbygget succesfulde virksomheder med en omsætning i millionklassen.

"De fleste kan blive enige om, at iværksætteri og innovation er vigtigt for Danmarks fremtid, når det gælder landets konkurrenceevne. Men det er stadig svært for mange iværksættere at få deres firma til at vokse, og mange af dem oplever også, at det er svært at få finansiering og overskue de mere praktiske aspekter ved livet som selvstændig. Med ’Løvens Hule’ er det mit håb, at DR kan være med til at vise, hvor mange kreative ideer, der florerer derude og tydeliggøre, hvad det kræver at omsætte en idé til virkelighed, siger Henriette Marienlund, der er fungerende kanalchef for DR1.

Sælg idéen på 120 sekunder

Til hvert program medbringer "løverne" millioner af kroner af deres egne penge. Penge, de kan vælge at investere i iværksætternes forretningsidéer. Om drømmen for de håbefulde iværksættere går i opfyldelse, afhænger af om løverne finder idéen attraktiv nok.

Iværksætterne skal på 120 sekunder overbevise ’løverne’ om, hvorfor netop deres idé er værd at investere i. Efterfølgende får ’løverne’ mulighed for at spørge grundigt ind til ideerne. Nogle vil gå hjem med den investering, der gør dem i stand til at komme videre med deres forretning, mens andre vil gå tomhændede hjem.

Sund is på sojamælk

I det første program møder vi de to unge kvinder - Christina og Regitze, der har opfundet en helt ny slags is baseret på sojamælk. Lige nu ligger isen i 30 butikker og supermarkeder i Danmark. Men nu kunne de unge kvinder tænke sig at tage skridtet videre og starte en kæde af butikker, hvor den første skal ligge i København.

De to kvinder ønsker en investering på 350.000 kroner fra "løverne". Til gengæld tilbyder kvinderne 10 procent af forretningen til "løverne". Nu er det op til "løverne" at spørge ind til forretningsideen for at vurdere om, der er potentiale i ideen og om selskabskonstruktionen og værdiansættelsen af virksomheden er realistisk.

Rent vasketøj lige til døren

Vi skal også se om det lykkes Inger at få en kapitalindsprøjtning fra "løverne" til forretningsidéen ’Nodebook’, der hjælper pædagoger og lærere med at aktivere børn, om Jonas og Stig får held med at sælge ideen om deres stepcykler, og om Karim og Jannick får overbevist "løverne" om, at deres idé om en service, der sørger for rent vaske- og rensetøj lige til døren holder vand.

Om Løvens Hule

· "Løverne" kan vælge at investere alene eller sammen, men det er op til iværksætteren at overbevise løverne om, hvorvidt de skal være forretningspartnere.

·Iværksætterne kan kun gå derfra med penge på lommen, hvis de får tilbudt en investering på hele det beløb, de beder om, eller et større beløb.

·Hvis iværksætterne beder om et højt beløb, så skal de forklare ’løverne’, hvad investeringerne skal bruges til, og hvorfor værdien af selskabet er sat så højt.

· Hvis man for eksempel gerne vil have en investering fra løverne på 1 million kroner mod at afgive 10 procent af selskabet, så sætter iværksætteren virksomhedens samlede værdi til 10 millioner kroner.

· Løvens Hule er et internationalt tv-format kaldet ’Dragons Den’ og har blandt andet kørt i flere sæsoner på BBC i England.

Om "løverne"

Jesper Buch - Prisbelønnet e-handel-iværksætter

Internetkongen Jesper Buch startede i en kælder med en internet-idé. I dag hedder den idé Just-Eat og er rullet ud på fire kontinenter med mere end 45.000 takeaway-restauranter. Jesper er kåret som en af de mest succesfulde internet-entreprenører i Europa.

Christian Stadil

– multifacetteret erhvervsleder

Christian Stadil er bedst kendt for sport- og modevirksomheden Hummel. Han er ejer og direktør i Thornico- konglomeratet og har i en årrække startet og investeret i virksomheder indenfor blandt andet teknologi og fødevarer. I dag driver han over 120 selskaber med en samlet værdi på flere milliarder kroner.

Tommy Ahlers

- Jurist og IT-serieiværksætter

Tommy Ahlers er juristen og Mckinsey-konsulenten, der blev entreprenør og skabte sine egne online virksomheder. På blot fire år blev begge virksomheder samlet solgt for mere end en halv milliard til store udenlandske spillere. Tommy investerer i iværksættere, der ligesom ham selv tør og kan tænke stort.

Ilse Jacobsen

- modedesigner i eget navn

Ilse Jacobsen åbnede for mere end 22 år siden en lille butik i sin hjemby, Hornbæk. Ud over de kendte gummistøvler har hun i dag skabt et livsstils-brand, der forhandles i mere end 25 lande. Hun har desuden lanceret en spa, skønhedsprodukter, blomsterforretninger og en restaurant - og hun er sulten efter nye investeringer.

Birgit Aaby

– rengøringsboss og tidligere fodbolddirektør i dansk topklub

Rengøringsdronningen Birgit Aaby, startede som 21 årig med forskellige rengøringsjobs. Mens hun ventede sit andet barn startede hun sin egen rengøringsvirksomhed, der i dag har mere end 200 medarbejdere. Birgit Aaby har siden investeret i både en golfklub, en fodboldklub og et bryggeri. Hendes hjerte banker for kvindelige iværksættere.

 

 

 

1. Charlotte Gylstorff
Pressekontakt: Yderligere oplysninger