Invitation: Pressemøde på dramaserien 'Når støvet har lagt sig'

DR inviterer til pressemøde på den nye store dramaserie ‘Når støvet har lagt sig’. Tirsdag den 14. januar bliver serien præsenteret i kulissen i DR Byen med mulighed for interviews med skuespillere, instruktør og forfattere.

'Når støvet har lagt sig' har premiere 2. februar, og der er pressemøde den 14. januar. (Foto: Jason Alami)

DR inviterer til pressemøde på den nye store dramaserie ‘Når støvet har lagt sig’.

Tirsdag den 14. januar klokken 9.00 bliver serien præsenteret i kulissen i DR Byen med mulighed for interviews med skuespillere, instruktør og forfattere.

‘Når støvet har lagt sig' er en serie om den sammenhængskraft, der forbinder os, de valg vi står overfor i livet og de handlinger, der kan splitte os ad. Hvad kan terror gøre ved menneskelige fællesskaber - og hvordan ændrer vi os i skyggen af en trussel, vi ikke nødvendigvis forstår?

Gennem 10 afsnit følger vi otte forskellige mennesker i deres liv op til et terrorangreb - og efter. Mens historierne fletter sig ind og ud af hinanden dykker serien ned i, hvad det er, der binder os sammen som mennesker - og hvordan vi påvirker hinanden i de valg, vi træffer. I kærlighedsforhold, i familien, mellem venner og på arbejdet - fra små bånd i de nære relationer til de større fællesskaber. Hvad sker der så i det enkelte menneske og i samfundet, når fællesskabet bliver angrebet?

’Når støvet har lagt sig’ får premiere på DR1 søndag den 2. februar klokken 20.00 og samme dag klokken 6.00 på DRTV. Pressemødet finder sted 14. januar klokken 9.00-12.00 i DR Byen i kulissen for restauranten, der er omdrejningspunktet i serien. Ankomst (via DR Byens reception) og let forplejning fra klokken 8.30.

Pressen vil få mulighed for at møde skuespillerne bag de otte hovedkarakterer: Karen-Lise Mynster, Jacob Lohmann, Henning Jensen, Peter Christoffersen, Arian Kashef, Malin Crepin, Katinka Lærke Petersen og Viola Martinsen - samt skuespillere bag øvrige bærende roller: Filippa Suenson, Lotte Andersen, Hadi Ka-koush og Julie Agnete Vang.

Derudover vil seriens to forfattere Ida Maria Rydén og Dorte Høgh, konceptuerende instruktør Milad Alami, producent Stinna Lassen, dramachef Christian Rank og kulturdirektør i DR Henrik Bo Nielsen også deltage.

Tilmelding

Forudgående tilmelding er nødvendig af hensyn til koordinering af interviews. E-mail med navn, medie og kontaktinformationer sendes til pressekonsulent Kirsten Baltzer Kahr på e-mail presse@dr.dk senest onsdag den 8. januar klokken 12.00.

I din tilmeldingsmail bedes du skrive dine interviewønsker, som du efterfølgende vil få bekræftet i en opfølgende mail. Der vil være mulighed for at se afsnit 1-3 fra serien forud for pressemødet.