Journalist fra DR’s distrikter går tæt på politikerne på Borgen

De ni P4-distrikter kan nu trække på en reporter, som skal løfte de regionale historier ind i en national sammenhæng på Christiansborg, så de får større tyngde og gennemslagskraft.

  • Ida Nathan er DR's nye distriktsreporter på Christiansborg. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Ida Nathan er DR's nye distriktsreporter på Christiansborg. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 2

Når Folketinget på tirsdag 1. oktober tager hul på et nyt folketingsår, vil politikerne møde en ny reporter med DR’s velkendte logo på mikrofonen. Det er Ida Nathan, 29, som netop er begyndt i sit nye job som distriktsreporter for DR på Christiansborg. Hvad det betyder for lytterne og brugerne i DR’s ni P4-distrikter forklarer Peder Meisner, der er ledende distriktschef i DR Nyheder, Aktualitet og Distrikter:

- Det skal gerne betyde, at danskerne i højere grad oplever, at deres liv bliver afspejlet i journalistikken og den politiske debat. I DR’s distrikter laver vi hver dag mange gode historier om danskerne og det, der fylder i deres liv, og vores ambition er at sætte de lokale dagsordener ind i en national sammenhæng, så de får større opmærksomhed og i bedste fald ender på den landspolitiske dagsorden.

Lokale historier skal ind på Borgen

Peder Meisner siger, at ideen til en distriktsreporter med fast base på Christiansborg opstod i forbindelse med Folketingsvalget i foråret, hvor P4-distrikterne brugte mange kræfter på at få substans og mere reelt indhold ind i de politiske debatter.

- Det vil vi ikke give slip på her efter valget, hvor vi har et nyt folketing og en ny regering. Vi skal følge op på debattere fra valgkampen, gribe aktuelle historier og skabe sammenhæng mellem Christiansborg og de steder i landet, hvor politikerne er valgt.

Som et eksempel på en regional historie, der kunne gøres landspolitisk, nævner Peder Meisner, at P4 Fyn under valgkampen fandt ud, at de unge på Ærø var meget bekymrede over spritkørsel.

- Her er der i virkeligheden flere politiske dagsordener i spil: Manglende politi, for lidt kollektiv trafik og behov for sundhedskampagner. Sådan en historie kunne jeg godt se blive løftet ind på Christiansborg.

DR skal afspejle hele Danmark

Den nye distriktsreporter på Christiansborg er endnu et skridt på vejen i DR’s bestræbelser på at styrke samarbejdet mellem redaktioner og afdelinger på tværs af landet og i sidste ende blive endnu bedre til at spejle hele Danmark. Det var en erklæret strategisk målsætning i forbindelse med den organisationsændring, DR gennemførte sidste efterår, som blandt andet betød, at distrikterne organisatorisk blev lagt sammen med DR Nyheder og det journalistiske indhold på P4 styrket.

Om sit nye job som P4-distrikternes fremskudte reporter på Christiansborg siger Ida Nathan:

- Jeg glæder mig til at lede efter regionale historiemuligheder på Christiansborg og gøre det lettere for distrikterne at give deres gode nyhedshistorier en landspolitisk vinkel.

I første omgang er der tale om en forsøgsordning på et år, hvor Ida Nathan er udlånt fra P4 København.

I anledning af Folketingets åbning på tirsdag 1. oktober sender alle P4-distrikterne i øvrigt traditionen tro live fra Christiansborg med reportager og interview med deres respektive lokale folketingspolitikere.