Kaj og Andrea fylder 40

På tirsdag er det 40 år siden, at danskerne kunne møde papegøjen og frøen for første gang. DR viser ’Kaj og Andrea’ på dagen og udgiver også en dvd med ’De første år’.

De har bakket snagvendt, opfundet ord som missetand og speakerbrille, spist masser af solsikkefrø og leget med vand. Og nu kan DRs måske mest næbbede og mandschauvinistiske "medarbejdere" - nemlig Kaj og Andrea - også fejre deres 40 års fødselsdag sammen.

På tirsdag den 8. marts er det præcis fire årtier siden, at DR sendte den første udsendelse med den skingre papegøje og den brovtende frø, som siden har fundet vej til alt fra børneværelser over generaldirektør-kontorer til den danske kulturkanon.

På selve fødselsdagen på tirsdag leger Kaj og Andrea 'Snehvide' på DR1 klokken 7.00, mens de tager på landet og spiller eventyret om Prinsesse Guldlok på DR1 på mandag klokken 16.30 og også kan ses på DR Ramasjang mandag klokken 17.30.

Gennem alle årene er det Hanne Willumsen og Kjeld Nørgaard, der har lagt stemme til de elskede figurer, mens Katrine Hauch-Fausbøll var seriens fødselshjælper og senere også instruktør og medforfatter. Hun arbejder fortsat i DR.

Selv om det i dag er svært at sige navnet Kaj uden også at sige Andrea, har de to ikke helt hørt sammen i samtlige 40 år. Faktisk var det Andrea, der først sagde "pænt goddag" i DRs sendeflade den 8. marts 1971 klokken 9.30 i programmet 'Legestue'. Sammen med Povl Kjøller og Kjeld Nørgaard optrådte Andrea i syv programmer i 1971, før Kaj kom til og kæftede op. Han kunne første gang ses på skærmen i udsendelse otte den 22. november 1971.

Idé undfanget på seminar

Hele dukkeverdenen blev skabt med BBC's såkaldte 'Playschool' som udgangspunktet, og ideen blev undfanget på et seminar på konferencecentret Højstrupgård i Helsingør med den daværende 'Legestue-gruppe' i DRs B&U-afdeling.

Hanne Willumsen skabte Andrea ud af sin søsters sommerbikini - i samarbejde med B&U's tegner Finn Bentzen. Stemmen blev kopieret fra en kunde i Hannes fars købmandsbutik, mens Kjeld Nørgaard mente, at papegøjen skulle lyde navnet Andrea som hans egen mormor. Hun var ret træt af sit navn, men blev siden hen stolt af det, da det fik en renæssance på grund af udsendelserne. Navnet Kaj ligger derimod ikke nogle dybere tanker bag.

Kaj og Andrea blev hurtigt populære sammen med menneskeværterne Kjeld Nørgaard og Povl Kjøller, og i alt blev der produceret 83 udsendelser fra 1971-1975, hvor "klummerhovederne" Kjeld og Povl både legede vandkamp og var på teltture med Kaj og Andrea.

Efter en vis træthed i produktionsgruppen holdt DR op med at producere Kaj og Andrea, men de gamle udsendelser blev sendt hele vejen op gennem 1980'erne og starten af 1990'erne. I 1996-1997 blev det besluttet, at dukkerne skulle sige genopstå, og de to nye "menneskeværter", Christine Schou og Ole Kibsgaard, blev valgt som henholdsvis Karla og Ole efter en casting. Derudover skrev Jeppe Kaas og Kjeld Nørgaard nye sange.

I alt er det gennem årene blevet til næsten 180 'Kaj og Andrea'-programmer, og den helt oprindelige tøjdukke med Andrea holdt i 25 år. Derefter gik DRs kostumierer i gang med at genskabe hver eneste farve, mønster og tøjstruktør, da det var umuligt at opstøve en bikini som søsterens så mange år efter. Den sidste nye udsendelse blev sendt den 10. marts 2007.

Flabede og snerpede

Men både på DR1 og DR Ramasjang dukker Kaj og Andrea stadig flittigt op - og ved særlige lejligheder ifører Kaj Nørgaard og Hanne Willumsen sig også stemmerne fortsat.

"En dukke kan udtrykke sig på en anden måde, end et tegnet univers kan. Det kan være derfor, at 'Kaj og Andrea' stadig er populære. Dukkerne er tilpas enkle i deres udtryk, og kombinationen mellem de to figurer og deres samspil kunne børn både nikke genkendende til dengang og nu. Kaj er flabet, mens Andrea er en snerpet tante, og den kontrast fungerer rigtigt godt," siger Hanne Willumsen, der nu er gået på pension fra DR, efter mange år, hvor hun også lagde stemme til for eksempel dukken Anna.

DRs kanalchef for børn og unge, Birgitte Fredsby, siger tillykke til fødselarerne.

"Kaj og Andrea er flyttet med ind i landet Ramasjang, og dermed er de nye generationer også sikret bekendtskab med de to dukker. Deres forskellighed og deres venskab er en universel fortælling, der er mindst lige så aktuel som for 40 år siden. Og historier om mangfoldighed kan vi ikke få for mange af på dansk børne-tv," siger hun.

De gamle programmer udgives

              
I anledning af de 40 år på danske tv-skærme udgiver DR den 15. marts fødselsdags-dvd'en 'Kaj & Andrea - De første år', hvor Povl Kjøller og Kjeld Nørgaard var med som de musikalske, klodsede og rivaliserende medværker, som Kaj og Andrea både pjaskede med vand med og legede "over/under/omkring".

Hånddukkerne med Kaj og Andrea, bøger, sengetøj, spil og alt muligt andet merchandise med de to sælger fortsat godt, og det samme gør musikken fra udsendelsen. I gennem årene er der blevet solgt et sted mellem 250.000 og 300.000 cd'er med 'Kaj og Andrea', som også havde fornøjelsen at komme på hitlisten, da samtlige parrets numre gennem tiden blev udgivet på cd'en 'Vores sange' i 2008.

Her stemte børnehavebørn over hele landet for øvrigt om, hvad der efter deres mening var 'Den bedste Kaj & Andrea-sang nogen sinde'. Her blev 'Bakke Snagvendt-sangen' en klar vinder med 48 procent af stemmerne, mens 'Kajs Sang' sikrede sig 15 procent af stemmerne. På tredjepladsen kom 'Bondemanden'.

Allerede tilbage i 1974 modtog Kaj og Andrea deres første pris, da de blev 'Børnenes tv-favorit' i Se og Hør.

Meget tyder på, at Kaj og Andrea er bortrejst på dagen…

1. Jan Dohrmann
Pressekontakt: Yderligere oplysninger