Kom til stor Eid-fejring på Amager

DR Koncerthuset og Helhedsplanen Partnerskabet i Urbanplanen markerer afslutningen på ramadanen og byder på madboder, festlige aktiviteter og koncerter med Fatma Zidan Group, Moussa Diallo Trio og Cisilia.

Den store Eid-fest i DR Koncerthuset (Foto: NA © Type 2)

Alle kan komme og være med, når DR Koncerthuset og Helhedsplanen Partnerskabet i Urbanplanen på Amager inviterer til Eid-fejring i DR Koncerthuset – for børn og voksne. Eid er festen, der markerer afslutningen af ramadanen og en måneds faste for 1,8 milliarder mennesker over hele Jorden.

Den Store Eid-fest i DR Koncerthuset

Lørdag d.1. juli kl. 11-17

Gratis

DR Koncerthuset, udenforarealer - madboder og aktiviteter

DR Koncerthuset, Studie 1 - aktiviteter og koncerter

kl. 12.00 – 12.40: Børnekoncert med Moussa Diallo Trio

Kl. 13.00 – 13.40: Fatma Zidan Group

Kl. 16.00 – 16.40: Cisilia

Det bliver en stor fest med masser af sjove aktiviteter, som for eksempel Angry Bird-bane, hoppeborg og trampoliner, beauty lounge for børn med hår- og negleudsmykning, ansigtsmaling og hennamønstre. Der vil også være cirkus-område, breakdance, ponyridning og perleplader… kort sagt: masser af sjove lege og aktiviteter for alle.

Ingen Eid-fest uden masser af mad

Eid er unægtelig forbundet med god mad. Den Store Eid-fest i DR Koncerthuset har selvfølgelig også masser af dejlig mad fra hele verden – i madboder placeret uden for og omkring DR Koncerthuset.

Stor fest med musikalsk stjernedrys

Den store EID-fest i DR Koncerthuset med bl.a. Cisilia på plakaten. (Foto: NA © Type 2)

Musikken leveres af Fatma Zidan Group, Moussa Diallo Trio og den unge superstjerne Cisilia.

Cisilia er aktuel med singlen 'SNAP!', som er forløber for et kommende album, der lander til efteråret 2017. Cisilia er den yngste artist nogensinde til at modtage 2 DMA statuetter – og hun ser frem til at Eid-feste med alle sine fans i DR Koncerthuset, Studie 1.

Eid Mubarak – glædelig Eid!