Krysters Kartel vender tilbage

Krysters Kartel er tilbage på DR2 med 10 nye afsnit.I denne omgang udvidet med gæsteoptrædener og fem ekstra minutter. Sendes både onsdag kl. 20 og fredag kl. 21.

Krysters Kartel har hærget DRs sendeflade siden efteråret 2009 og nu er satiregruppen tilbage med tredjesæson af de succesrige programmer, der byder på både nye og gamle formater og et hav af figurer.

Programmerne er blevet fem minutter længere siden sidst og med prominente gæsteoptrædener af bl.a. Birthe Neumann, Simon Jul og Peter Sommer.

Singleliv

Blandt de nye formater er reportageserien "40 år og single", der stiller skarpt på singlelivet, når man pludselig er blevet "moden" uden at have fundet den eneste ene. Det er her, vi møder den fynske politimand Lennart og hans omklamrende mor (Birthe Neumann). Vi følger også singlevennerne Kay og Clennie, der til trods for at Kay er bøsse tit ender med at lægge an på de samme fyre. Og så er der veninderne Astrid og Berit, der bor sammen. Mens den håndfaste Berit ikke finder sig i noget pis og ikke er bange for at hakke folk en, hvis ikke de makker ret, så har den flegmatiske Astrid generelt svært ved at tage sig sammen til noget som helst. Men fælles for dem alle er at de søger kærligheden.

Gensyn med gamle venner

I Parløb har vi tidligere fulgt parret Lasse og Charlotte og deres to anmassende venner Thomas og Annemette bl.a. på bilferie, til vinsmagning osv. I denne sæson rykker parrene endnu tættere, da Thomas og Annemette pludselig står uden tag over hovedet og Lasse er kommet til at tilbyde dem, at de må flytte ind i kælderen. Det er ikke noget, der passer Charlotte og det viser sig da også hurtigt, at Thomas og Annemette er noget af en håndfuld at have boende. Det tærer på både økonomien, husfreden og venskabet - og så lader det ikke til at Thomas og Annemette gør nogen særlig indsats for at finde noget nyt at bo i.

I sofaen er der gensyn med energibomberne Sanny og Jeff, Ålborgensiske Malene og hendes intolerante mand Carsten, mureren Frank og hans Thai-kone Pong, knude-ægteparret Jonas og Vibs og den århusianske forskningsassistent Johannes og hans kæreste, Kitte. Og så er der sofadebut for invalidepensionisten Keld og hans tidligere kæreste og nu bedste ven, rodehovedet og kunstelskeren Nete.

Den sorttalende rumæner Milan har tidligere haft problemer med at efterlyse sine ting på Hittegodskontoret og med at dirigere en taxa hen til den rigtige adresse. Nu er han begyndt at gå til parterapi sammen med sin kone Ludmilla, hvilket giver anledning til mange sammenstød med den tålmodige psykolog. Og så er den tidligere Coloplast-receptionist Majbritt også tilbage. Hun er sprunget ud som selvstændig og kører rundt med sin søster Grethe for at gøre rent for folk - desværre klør det lidt for meget i fingene for at rode i folks ting, når nu de ikke er hjemme.

Tredje sæson byder også på et par gensyn med evighedspatienten Thøger, der langt om længe er kommet ned på apoteket, hvor han underholder andre kunder med sine alt for detaljerede sygdomshistorier. Desuden vil de to jyske fodboldgutter dukke op med anekdoter fra deres fodboldture til England.

I forrige sæson fulgte vi i et afsnit parrene Sanny og Jeff og Johnny og Simone, da de var på Gran Canaria. Denne gang handler det om forberedelserne til Johnny og Simones bryllup, der byder på både konflikter, dødsfald og utallige besøg på Grotten, når sæsonen rundes af med en særlig "Bryllups-Special".

Krysters Kartel består af skuespillerne Brian Lykke, Laura Kvist, Troels Malling, Christine Exner og instruktør og manusforfatter Jesper Rofelt.

Krysters Kartel sendes hver onsdag kl 20.00 og fredag kl 21.00 på DR2 - med premiere onsdag d. 16. marts.

Facebook
Twitter