Kvindelige værter fra DR havde en gylden aften

DR tog godt fra, da Billed-Bladet fredag aften uddelte sit TV-Guld. Dramaserien 'Borgen' blev kåret som 'Årets tv-program'.

  • Louise Wolff, som DR1-seerne kender fra 'Sporløs', 'Aftenshowet' og årets 'Dansk Melodi Grand Prix' blev årets kvindelige tv-vært - for øvrigt foran fire nominerede værter fra TV 2. (Foto: Agnete Schlichtkrull © Type 1)
  • Birgitte (Sidse Babett Knudsen) i intense forhandlinger om freden i Afrika i 'Borgen's 18. afsnit. Billed-Bladets læsere mener, at dramaserien var Årets tv-program sidste år. (Foto: Mike Kollöffel- DR © Type 1)
1 / 2

To af DRs fremtrædende kvindelige tv-værter havde en gylden aften, da Billed-Bladet fredag aften uddelte sit TV-Guld for 23. gang. Det skete ved en gallafest i Odd Fellow Palæet i København.

Efter at bladets læsere den seneste tid har stemt om, hvad der har været det seneste års bedste tv-programmer og ditto værter, blev der uddelt hæder. Og her tog DR generelt godt fra.

Værten for DR2’s eget tv-program, ’TV!TV!TV!’, Ane Cortzen, hentede prisen som ’Årets stjerneskud’, mens Louise Wolff, som DR1-seerne kender fra ’Aftenshowet’. ’Sporløs’ og som vært på årets ’Dansk Melodi Grand Prix’, sikrede sig prisen som ’Årets kvindelige tv-vært’. Og dét på trods af, at hun var oppe mod hele fire værter fra TV 2.

'Borgen' årets tv-program

DR stod også bag ’Årets tv-program’ sidste år, ifølge Billed-Bladets læsere - og det var dramaserien ’Borgen’ med Adam Price som hovedforfatter, der nu kan vigte sig med dét prædikat.

’Årets mandlige tv-vært’ blev TV 2’s Mikkel Beha Erichsen, der faktisk også fik prisen sidste år i kategorien.

Derimod lykkedes det ikke DR at få TV-Guld for bedste tv-dokumentar, efter at DR har fået den de foregående 11 år. Her følger en af landets største tv-priser på 100.000 kroner med.

På den front gik kroner og statuette - skabt af kunstneren Flemming Rodian - i år til Janus Metz' krigsdokumentar 'Armadillo', som Fridthjof Film har lavet i samarbejde med TV 2.

Modtageren af dokumentarprisen ved Billed-Bladets TV-Guld, som er blevet uddelt siden 1989, er blevet fundet af en komité, der har bestået af filminstruktør Bille August, filminstruktør Søren Kragh-Jacobsen, musikeren Bent Fabricius-Bjerre, forfatteren Sara Blædel, filmproducent Per Holst, skuespiller Cecilie Stenspil, cand. mag. Preben Wilhjelm, producer Mads Egmont Christensen, producer Karen Boel Thomsen, advokat Johan Schlüter og chefredaktør Annemette Krakau fra Billed-Bladet.

Sidste år var det instruktøren Sami Saif, der fik Billed-Bladets TV-Guld i dokumentar-kategorien for dokumentaren ’Tommy’ om sangeren Tommy Seebachs op- og nedture.

Som en overraskelse uddelte Billed-Bladet til sidst en særlig ærespris til Morten Spiegelhauer fra 'Operation X' på TV 2 for hans dybdeborende journalistik gennem mange år.

1. Jan Dohrmann Pressekontakt: Yderligere oplysninger

Facebook
Twitter