Lokale Amager-børn inviteres med på scenen i DR Koncerthuset

Næsten 200 lokale børn fra DR Koncerthusets nabolag er med på scenen, når DR SymfoniOrkestret og DR BørneKoret inviterer til Halloween-koncert 31. oktober.

  • DR SymfoniOrkestret og DR BørneKoret har inviteret 200 skolebørn fra Amager med på scenen i DR Koncerthuset. De medvirkende skoler er Skolen ved Sundet, Islands Brygges Skole og Dyvekeskolen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Her er det DR Korskolens leder, Susanne Wendt, der besøger Skolen ved Sundet til en fælles prøve med gode tips til opvarmning af krop og stemme. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • DR SymfoniOrkestret og DR BørneKoret har inviteret 200 skolebørn fra Amager med på scenen i DR Koncerthuset. De medvirkende skoler er Skolen ved Sundet, Islands Brygges Skole og Dyvekeskolen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • DR SymfoniOrkestret og DR BørneKoret har inviteret 200 skolebørn fra Amager med på scenen i DR Koncerthuset. De medvirkende skoler er Skolen ved Sundet, Islands Brygges Skole og Dyvekeskolen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 4

Når DR SymfoniOrkestret inviterer sangere med på scenen i Koncertsalen, er det som regel internationale operasolister eller professionelle korsangere.

Men når DR Koncerthuset åbner dørene til dette års Halloween-koncert torsdag den 31. oktober, kan publikum opleve en ganske anden klang. Her vil hele 200 lokale børnestemmer nemlig fylde salen med sange og kormusik, der sætter stemningen på årets uhyggeligste aften.

Fælles for de fleste af børnene er, at de kan spadsere til koncerten til fods, for de bor i de kvarterer på Amager, der ligger lige rundt om DR Koncerthuset. Og så har de også en anden, vigtig ting til fælles: mange af dem har aldrig før været i huset – i hvert fald ikke på scenen!

Tæt på DR’s sangere og musikere

Halloween-koncerten den 31. oktober er kulminationen på et projekt, som efterhånden er blevet en efterårstradition i DR Koncerthuset.

De seneste tre år har DR SymfoniOrkestret og DR Korskolen inviteret elever fra tre lokale Amager-skoler med ombord i et fælles prøveforløb, hvor børnene oplever, hvordan det er at forberede en stor koncert sammen med husets professionelle sangere og musikere.

I år er det børn fra Islands Brygges Skole, Dyvekeskolen og Skolen ved Sundet, som kommer tæt på de scenevante børn i DR’s eget børnekor og de godt 100 klassiske musikere i DR SymfoniOrkestret.

Tre måneders forberedelse

Siden skolestart i år har dirigenten og sangpædagogen Susanne Wendt, som er leder af DR Korskolen, besøgt de tre Amager-skoler og øvet med børnene på deres egen ’hjemmebane’.

På samme måde har skolebørnene sammen med deres lærere flere gange bevæget sig over til DR Koncerthuset for at øve i husets professionelle studier.

Her har de bl.a. mødt de jævnaldrende sangere i DR BørneKoret og oplevet, hvordan koret holder prøve og forbereder en stor koncert. Ved de sidste prøver har børnene også prøvet, hvordan det føles at stå på den store scene i DR Koncertsalen sammen med dirigenten Phillip Faber, som til daglig er chefdirigent for DR PigeKoret og kendt fra bl.a. Den klassiske musikquiz.

Et åbent koncerthus

Kim Bohr, der er chef for DR Koncerthuset, Den levende musik og P2, forklarer idéen bag projektet:

– Vores samarbejde med de lokale folkeskoler på Amager er blevet en tradition, som vores sangere og musikere virkelig ser frem til. Det er fantastisk for os at opleve den glæde og nysgerrighed, som børnene bringer med ind i huset, og det er stort at kunne give børnene et indblik i musikkens verden gennem en længere periode.

– Samtidig er projektet en del af DR’s vision om at åbne DR Koncerthuset op for endnu flere dele af befolkningen – ikke mindst de mange familier, som bor lige rundt om os. Både på Islands Brygge, på Amager og her i den hurtigt voksende Ørestad er der fuld af nye og gamle beboere i alle aldre, som er nysgerrige efter at opleve den levende musik i DR med egne øjne og ører. Den mulighed skal vi gribe – samtidig med, at vi selvfølgelig stadig deler husets koncerter med seere og lyttere i hele landet på radio, tv og digitalt.