'Love me Tinder' er et radiodrama om den håbefulde, længselsfyldte, liderlige, lidenskabelige, ligegyldige, desperate, komplekse, forsimplede, overfladiske, inderlige, dybsindige, hemmelige, tilgængelige og tragikomiske verden, man som single i 2016 kan træde ind i for at lede efter kærlighed. Kærlighed eller blot en af adskillige variationer af mere eller mindre uforpligtende sex, nemlig netdatingens paradoksfyldte verden.
Gennem fem historier skal vi på date med Frederik, Lea, Peter, Ruben og Martin, der alle leder. På vidt forskellige måder rækker de ud, afviser, åbner sig og skrider. Match. Næste. Like. Blinkesmiley. Send.
Tinder-app’en gør det hele til en leg. Man kan shoppe rundt, og lidt fordomsfuldt kan man måske sige, at det store udvalg gør det vanskeligt at mærke efter hvad man egentlig leder efter. På en måde er det ikke anderledes at lede efter en kæreste eller et knald ude i byen. Det er bare døren ind til romancen, der er anderledes. Alle følelserne, al begæret og al usikkerheden er præcis den samme. Bare i ny forklædning. 'Love me Tinder' handler lige så meget om længslen efter den eneste ene og angsten for at være alene, som det handler om netdating som fænomen.
Vi møder Peter: ”Det er beundringsværdigt at du laver ordentlig aftensmad til dig selv. Jeg synes, det føles så sørgeligt at lave mad til mig selv, hvis jeg er alene. Så står jeg bare og føler mig som en ensom gammel dame. Kender du det?”
Og Victor: ”Hehe, nej, det er ikke så tit jeg føler mig som en ensom gammel dame. Tungesmiley. Selv om det sker”
'Love me Tinder' er skrevet og instrueret af Eirik Sæter Stordahl og Julie Budz Sørensen. Instruktion af Eirik Sæter Stordahl med musik af Benjamin de Muraschkin, og producer er Mette Kruse.
Første afsnit har premiere mandag den 16.maj. Her møder vi Frederik, Lærke og Carla, som spilles af Christopher Læssø, Victoria Carmen Sonne og Amanda Collin. Andre medvirkende er Sonny Lindberg, Allan Hyde, Mikael Birkkjær, Charlotte Fich og Ann Eleonora Jørgensn med flere.
Lyt med på DRs radio app, som podcast eller på http://www.dr.dk/Radio/DRpodcast/.
Kontakt: Producent Dorthe Riis Lauridsen, dorl@dr.dk
Telefonnummer: 28545944
Afdeling: DR Fiktion