Maria Andersen går 'Bag Facaden'

Med den 31-årige Maria Andersen som vært går DR nye veje med undersøgende dokumentarjournalistik, og de ansvarlige bliver stillet til regnskab.

  • I "Bag Facaden" vil Maria Andersen i en række udsendelser afdække forskellige miljøer og stille de ansvarlige til regnskab. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
  • I "Bag Facaden" vil Maria Andersen i en række udsendelser afdække forskellige miljøer og stille de ansvarlige til regnskab. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen © Type 1)
1 / 2

Med den 31-årige Maria Andersen som vært går DR nye veje med undersøgende dokumentarjournalistik. I programrækken 'Bag Facaden' vil Maria Andersen se på problemstillinger i forskellige brancher og miljøer og stille de ansvarlige til regnskab.

I det første program handler det om lastvognsbranchen og svindel, der kan være livsfarlig for andre i trafikken. Maria Andersen undersøger et firma, der var involveret i en dødsulykke i april 2010. To mennesker døde i en kø på motorvejen, da de bagfra blev torpederet af en lastbil.

Ulykken ud for Haderslev gjorde Leif Larsen til enkemand. Hans kone Conny var dræbt på stedet.

"Det er det første, jeg tænker på om morgenen. Og det sidste, jeg tænker på om aftenen," siger Leif Larsen, der i dag er alene med to drenge.

Men hvad er det, der foregår i vognmandsfirmaet? Ifølge kilder i miljøet presser firmaet de ansatte chauffører til at køre meget længere uden hvil, end de må – til fare for trafiksikkerheden. ”Bag Facaden” undersøger en stribe af firmaets køreture – både før og efter dødsulykken.

Østeuropæisk kriminalitet

'Bag Facaden' vil i kommende programmer bl.a. undersøge den østeuropæiske kriminalitet i København – og finde ud af, om der er danskere involveret.

Et andet tema er danske arbejdsgivere, der udnytter billig arbejdskraft til rengøring og til at sætte millionvillaer i stand nord for København. Arbejdsgivere, som betaler ned til 16 kroner i timen – sort.

Og så ser Maria Andersen på modebranchen, der i årevis har lovet at beskytte helt unge modeller. Men som stadig bruger piger ned til 13 år. Nu bryder nogle af modellerne et tabu og fortæller om deres spiseforstyrrelser – og om branchens pres.

Maria Andersen har tidligere arbejdet som nyhedsjournalist på både DR og TV2 – og har som livereporter dækket alt fra folketingsvalg til Michael Jacksons død. Hun er uddannet journalist ved Roskilde Universitet og har en bachelor i samfundsvidenskab og Virksomhedsstudier. 

”Bag Facaden” har premiere den 27. januar kl. 20.00 på DR1

 

Facebook
Twitter