Michala Petri bliver ’P2 Kunstner 2019’

Lytterne har dermed udsigt til en række koncerter og programmer med blokfløjtenisten Michala Petri på P2 næste år.

Selv om der stadig er næsten et halvt år til P2 uddeler sine klassiske musikpriser i Musikkens Hus i Aalborg, ligger det allerede nu fast, hvem der torsdag den 14. februar 2019 skal på scenen og modtage den helt store hæder som ’P2 Kunstner 2019’.

Det bliver blokfløjtenisten Michala Petri, som samtidig kan opleves i en række andre koncerter og programmer, som P2 sender i løbet af 2019.

Michala Petri er et fænomen i dansk musikliv. Som blokfløjtevirtuos har hun i et halvt århundrede udforsket blokfløjtens natur, og med utrættelig energi har hun stillet sig i spidsen for en udvikling af instrumentets repertoire.

Redaktør Esben Tange, P2

”Michala Petri er et fænomen i dansk musikliv. Som blokfløjtevirtuos har hun i et halvt århundrede udforsket blokfløjtens natur, og med utrættelig energi har hun stillet sig i spidsen for en udvikling af instrumentets repertoire – fra musik inspireret af den oprindelige musik i Det Fjerne Østen til helt ny klassisk musik. På P2 ser vi med største glæde frem til at fejre Michala Petri med prisen som ’P2 Kunstner 2019’,” siger redaktør Esben Tange fra P2.

De har været P2-kunstnere de foregående år

2018: Den Danske Strygekvartet
2017: Andreas Brantelid
2016: Johan Reuter
2015: Trio con Brio
2014: Michael Schønwandt
2013: Nikolaj Znaider

Afsløringen af Michala Petri som ’P2 Kunstner 2019’ kommer i forbindelse med, at hun i de kommende dage står på scenen sammen med DR VokalEnsemblet og skuespilleren Ghita Nørby med den lettiske komponist Ugis Praulins prisvindende værk ’Nattergalen’ - bygget over H. C. Andersens eventyr. Tirsdag kan koncerten høres i DR Koncerthuset, mens den onsdag til fredag kan opleves i Odense Koncerthus - Carl Nielsen Salen. P2 sender onsdag klokken 19.20 koncerten direkte, så allerede der bliver der også mulighed for at høre Michala Petri spille.

Rejse fra koncert til koncert

”Jeg er lykkelig og glad for at blive udvalgt til ’P2 Kunstner 2019’ og for at få en nærmere tilknytning til DR. Det betyder meget i mit liv, der altid har været en rejse fra en koncert til den næste. I mange år i min ungdom syntes jeg virkelig, det var et problem at sige farvel, når jeg havde været i en by og spille med et orkester, og derefter skulle begynde forfra et andet sted. Den følelse sidder stadig i mig,” siger den kommende P2-kunstner.

Michala Petri fortsætter:

”Udover min mangeårige duo med guitaristen Lars Hannibal og en udnævnelse for nogle år siden som adjungeret professor ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, har jeg aldrig været en del af et fast samarbejde, så det giver en psykisk styrke og en fornemmelse af at kunne arbejde på lidt længere sigt,” siger hun.

Ved P2-priskoncerten til februar bliver Michala Petri hovedperson i anden halvdel. Her vil hun være i samspil med Aalborg Symfoniorkester.

Det er en stor glæde og ære for Aalborg Symfoniorkester at kunne være med til at fejre Michala Petri og anerkende hende som en af Danmarks helt store internationale kunstnere. Vi ser meget frem til koncerten og til at hylde de øvrige prismodtagere.

Musikchef Jan Kvistborg, Aalborg Symfoniorkester

Uropførelse i Aalborg

Ved den forbindelse byder Michala Petri og Aalborg Symfoniorkester på en uropførelse af Markus Zahnhausens ’Recordare’ og Johann Sebastian Bachs ’Dobbeltkoncert for Violin og blokfløjte i c-mol’. Her er det sammen med Vesselin Demirev på violin.

”Det er en stor glæde og ære for Aalborg Symfoniorkester at kunne være med til at fejre Michala Petri og anerkende hende som en af Danmarks helt store internationale kunstnere. Vi ser meget frem til koncerten og til at hylde de øvrige prismodtagere,” siger musikchef Jan Kvistborg fra Aalborg Symfoniorkester.

Allerede i år har Michala Petri haft noget at fejre, da hun fyldte 60 år i juli og samtidig også markerede, at hun har optrådt i et halvt århundrede. I løbet af årene har hun medvirket på 70 album, og hun har givet over 4000 koncerter.

Titlen som ’P2 Kunstner’ overtager Michael Petri næste år fra Den Danske Strygekvartet, der er ’P2 Kunstner 2018’ og fortsat resten af året kan høres på kanalen i en lang række sammenhænge. Blandt andet når de til oktober spiller alle Beethovens 16 strygekvartetter seks dage i træk.


FAKTA: De har været P2-kunstnere de foregående år
2018: Den Danske Strygekvartet
2017: Andreas Brantelid
2016: Johan Reuter
2015: Trio con Brio
2014: Michael Schønwandt
2013: Nikolaj Znaider