Mindepris til to erfarne musikere fra DR Symfoniorkestret

Både solocellisten Henrik Dam Thomsen og basklarinettisten Søren Elbo kunne gå 25.000 kroner rigere fra lørdagens koncert i DR Koncerthuset. De modtog Peter Varmings Mindepris for henholdsvis 2020 og 2021.

  • Peter Varmings Mindepris for 2020 blev lørdag givet til Henrik Dam Thomsen (til højre på billedet), der har været solocellist i DR Symfoniorkestret siden 1999, mens prisen for 2021 blev overrakt til Søren Elbo, der i år har spillet basklarinet i DR Symfoniorkestret i 25 år. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Peter Varmings Mindepris for 2020 blev lørdag givet til Henrik Dam Thomsen (til højre), der har været solocellist i DR Symfoniorkestret siden 1999, mens prisen for 2021 blev overrakt til Søren Elbo (nummer tre fra venstre), der i år har spillet basklarinet i DR Symfoniorkestret i 25 år. Det var Peter Varmings enke – den tidligere tv-vært og rektor, pianist Anette Faaborg, som stod for overrækkelsen af priserne i Koncertsalen. Mogens Rubinstein, til venstre, der er formand for Venneforeningen for DR’s Kor og Orkestre deltog også i uddelingen. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
  • Peter Varmings Mindepris for 2020 blev lørdag givet til Henrik Dam Thomsen (til højre på billedet), der har været solocellist i DR Symfoniorkestret siden 1999, mens prisen for 2021 blev overrakt til Søren Elbo, der i år har spillet basklarinet i DR Symfoniorkestret i 25 år. (Foto: Bjarne Bergius Hermansen)
1 / 3

To år i træk har coronaen sat en stopper for, at DR Symfoniorkestret har kunnet holde nytårskoncerter – og dermed også spændt ben for uddelingen af Peter Varmings Mindepris. Prisen er siden 2015 blevet uddelt ved netop disse koncerter.

Lørdag eftermiddag fandt både mindeprisen for 2020 og 2021 en modtager i DR Koncerthuset. Det skete i forbindelse med, at chefdirigent Fabio Luisi og DR Symfoniorkestret gentog ugens Torsdagskoncert, hvor Tjajkovskijs 5. Symfoni, Mozarts Klaverkoncert nr. 21 og Carl Nielsens Symfoni nummer 6 var på repertoiret.

Peter Varming var en stor musikelsker, og indtil sin død i 2015 var han direktør for Beckett-Fonden, som i dag donerer mindeprisen. Peter Varming var den første formand for dét, der i dag hedder Venneforeningen for DR’s Kor og Orkestre, og han var jævnligt med, når DR Symfoniorkestret var på turné.

Ifølge fundatsen går mindeprisen, der er på 25.000 kroner, til en musiker, ’som i særlig grad har bidraget til DR Symfoniorkestrets udvikling frem til dets nuværende høje internationale niveau’, som det hedder.

Peter Varmings Mindepris for 2020 blev lørdag givet til Henrik Dam Thomsen, der har været solocellist i DR Symfoniorkestret siden 1999, mens prisen for 2021 blev overrakt til Søren Elbo, der i år har spillet basklarinet i DR Symfoniorkestret i 25 år.

Modtageren af mindeprisen bliver udpeget af en priskomité, der består af formanden for Venneforeningens bestyrelse, en repræsentant for DR Symfoniorkestret, chefen for DR Kor & Orkestre samt en repræsentant for Beckett-Fonden.

Alsidigt virke

Det var Peter Varmings enke – den tidligere tv-vært og rektor, pianist Anette Faaborg, som stod for overrækkelsen af priserne i Koncertsalen, umiddelbart inden DR Symfoniorkestret gik i gang med anden halvdel af koncerten.

Om solocellist Henrik Dam Thomsen sagde hun:

- Henrik Dam Thomsen har i over 20 år kombineret en stilling som 1. solocellist i DR Symfoniorkestret med et alsidigt virke som kammermusiker og solist. Han er præget af både den fornemme skandinaviske cellotradition og nogle af den internationale celloverdens største personligheder som Morten Zeuthen, Torleif Theden, William Pleeth og Janos Starker. Henrik har indspillet adskillige cd’er og medvirket ved et utal af koncerter og festivaler i Europa, USA og Asien både som kammermusiker og solist i det store klassiske repertoire, men han har også markeret sig som improvisationsmusiker sammen med en lang række danske og internationale jazzstjerner, lød det i motiveringen.

Stor og solistisk rolle

Mindeprisen for 2021 gik til Søren Elbo, og det motiverede Anette Faaborg således:

- Søren Elbo er en fremragende klarinettist, som siden 1997 har mestret basklarinetten i DR Symfoniorkestret. Det er et instrument, som spiller en meget stor og solistisk rolle i for eksempel Sjostakovitjs symfonier. Han udfylder den rolle til alles beundring, sagde hun og fortsatte: - Ved siden af orkesterarbejdet har Søren Elbo alle årene spillet klarinet i forskellige kammerensembler, for eksempel DR Symfoniorkestrets Blæserkvintet og DiamantEnsemblet. I mange år har han deltaget i orkestrets egen bestyrelse og endelig – og ikke mindst - er han en værdsat klarinetlærer på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, lød det i motiveringen, inden Søren Elbo fik overrakt mindeprisen. Peter Varming havde fødselsdag den 7. januar, og det er derfor prisen - under normale omstændigheder uden corona - bliver uddelt ved DR Symfoniorkestrets nytårskoncerter.