Mirakler i Midtjylland

Hvordan ser livet ud, når miraklet er en naturlig del af hverdagen? Det giver ny DR3-serie indblik i.

Hvordan ser livet ud, når man tror på mirakler? Og hvordan håndterer man hverdagens udfordringer, når Gud er med i alt, hvad man gør? Det får seerne indblik i, når den nye DR3-serie ’Mirakler i Midtjylland’ inviterer indenfor i tre unge stærkt troende menneskers liv.

Gud kan få lamme til at gå, blinde til at se og døve til at høre. Gud kan udrette mirakler. Det hersker der ingen tvivl om hos Steffen, Michael og David fra Midtjyllands Frikirke. De har alle oplevet på mirakuløs vis at blive helbredt af Gud, og de er overbevist om, at Guds Helligånd bor i dem, og at det gør dem i stand til at helbrede overalt på deres vej. Men hvordan ser livet egentlig ud, når miraklet er en naturlig del af hverdagen? Det giver DR3's nye reportageserie ’Mirakler i Midtjylland’ indblik i.

- Mange af os danskere lever vores liv i overbevisningen om, at mirakler ikke findes. DR3 har i denne serie fulgt tre mennesker med den modsatte overbevisning og ser på, hvordan deres tro på mirakler påvirker deres hverdag og indstilling til livet, siger redaktør for DR3 Irene Strøyer.

Helbredelsen

Seriens tre hovedpersoner Steffen, Michael og David har alle tre oplevet at blive helbredt og har sagt farvel til deres gamle tilværelse for at leve et liv, hvor de tilbeder Gud og bruger en stor del af deres tid på at udbrede de kristne budskaber. Steffen på 20 år sad i kørestol i fire år, men kunne rejse sig, da David bad for ham. Michael på 24 år havde selvmordstanker og led af DAMP og OCD, inden han fandt et liv i harmoni med Jesus. Og David på 26 år levede et udsvævende liv med druk og kriminalitet, inden han fandt meningen med livet med Jesus. Nu er deres fælles mål at få så mange unge som overhovedet muligt til at møde Gud. For som David siger, er det på Guds side, der er godt at være.

Stærk tro og fællesskab

I serien fortæller Steffen, Michael og David om deres baggrund og hvorfor de har valgt at leve et liv, der adskiller sig så meget fra andre unge i Danmark, og seerne bliver indviet i dagligdagen i Midtjyllands Frikirke. Her beder man sammen, synger og spiller sammen og taler om Gud sammen. I første afsnit er det nye medlem Samir på vej ind i menigheden, og han bliver blandt andet inviteret med ud at helbrede folk på gågaden i Herning.

’Mirakler i Midtjylland’ har premiere den 6. november klokken 21.00 på DR3.

1. Iben Haugaard
Pressekontakt: Yderligere oplysninger