Næsten 700.000 hørte ’Mads & Monopolet’ i lørdags

Næsten 15 procent af hele Danmarks befolkning hørte ugens dilemmaer i weekenden i det populære P3-program med Mads Steffensen som vært.

Det kan næppe være Mads Christensens røde og meget omtalte fløjlsbukser med hunde på, der gjorde udslaget.

Men i hvert fald var P3-programmet ’Mads og Monopolet’ ualmindeligt populært i lørdags, hvor næsten 700.000 lyttede med, da Annette Heick, Nicolaj Kopernikus og Mads Christensen luftede deres holdninger om alt fra voldsomme højttalere over studenterfester og charterferie til en homoseksuel - og måske prostitueret - lillebror.

Dermed blev ’Mads og Monopolet’-udsendelsen i lørdags den mest hørte af slagsen i næsten to år. Og med de præcis 672.000 lyttere, der var, svarer det til, at næsten 15 procent af hele Danmarks befolkning hørte ’Mads & Monopolet’ i weekenden.

”Programmet er en af de helt store trækplastre på P3 hver uge, og ’Mads & Monopolet’ havde næsten 100.000 flere lyttere i lørdags, end der har været til de øvrige programmer i gennemsnit i 2011 hidtil,” forklarer medieforsker Dennis Christensen fra DR Medieforskning.

Behøver ikke støve

Han tilføjer, at den mest lyttede ’Mads & Monopolet’-udsendelse nogen sinde blev sendt den 29. marts 2008, hvor 883.000 lyttere havde stillet ind.

Kanalchefen for P3, Ole Mølgaard, glæder sig over, at ’Mads & Monopolet’ er et tilløbsstykke.

”’Mads & Monopolet’ er et utroligt godt eksempel på, at DRs public service-forpligtelse ikke behøver være noget, der støver. Vi kender alle det at stå med et svært spørgsmål, hvor det kan være rart at høre andres mening. Det kan man i ’Mads & Monopolet’, og samtidig formår programmet altid at gøre emnerne relevante for lytterne, som måske endda selv har stået eller står med nogle lignende dilemmaer,” siger han.

Næsten en million podcast

’Mads & Monopolet’ har været sendt på P3 siden den 6. september 2003 med Mads Steffensen som vært, men det er ikke kun som direkte radio, at udsendelsen er populær. Sidste år blev programmet sammenlagt hentet lige knap en million – eller 987.750 gange – som podcast af lyttere, der så kunne høre programmet hvor og når, det passer dem.

Der var 4.167.000 danskere, som lyttede til DR Radio i uge 8. Det svarer til 88,4 procent af den danske befolkning over 12 år. En gennemsnitlig DR-lytter lyttede to timer og 36 minutter til DR Radio pr. dag i sidste uge. DRs lytterandel var 80,5 procent.

  Telfonnummer: 35205145
  Afdeling: DR Medieforskning
  Navn: Dennis Christensen
  Titel: Medieforsker
Anden kontaktperson
Pressekontakt: Yderligere oplysninger