I dag kl. 14.00 afslørede P3, hvilke kunstnere, der er nomineret til P3 Guld 14. januar i Koncerthuset. P3 Guld fejrer 10 års jubilæum i år, og P3 Prisen har i dag status som Danmarks vigtigste musikpris.
I år fejrer P3 Guld 10 års jubilæum, og siden den spæde start i år 2001 i Falkonér Salen har P3 Guld udviklet sig til Danmarks vigtigste musikshow. Et show, der gennem tiden har været karrierekatalysator for et væld af musikalske mastodonter - lige fra Saybia til Dúné, fra Tina Dickow til Mikael Simpson, fra Nephew til Mew og fra Peter Sommer til Magtens Korridorer.
Nu er turen for tiende år i træk kommet til morgendagens stjerner, når P3 Guld 2011 løber af stablen fredag 14. januar i Koncerthuset. Adam Duvå Hall er efter nogle års fravær tilbage som vært sammen med sin faste makker på Formiddagen på P3, Sara Bro. Begge glæder de sig til at slå takten an for publikum, lytterne på P3, dr.dk-brugerne og seerne på DR2 fredag 14. januar kl. 21.00.
Nomineringer, der peger fremadI dag afslørede Nicholas Kawamura i ’Smag på P3’ så, hvilke kunstnere, der er nomineret til P3 Guld 2011. Præcis som de foregående år forsøger P3 Guld sig med et kig i krystalkuglen. Fallulah, Floor Is Made Of Lava, Lucy Love, Oh Land og Vinnie Who udgør dette års nominerede til P3 Gulds fornemste pris; P3 Prisen. I P3 Talentet er kunstnere som Agnes Obel og Kellermench blandt P3s bud på kunstnere, der i fremtiden vil levere lydsporet til danskernes hverdag, mens P3 Gennembruddet anerkender kunstnere som Rumour Said Fire og The William Blakes, der har givet lytterne gedigne hits i det forgangne år.
Et vigtigt aspekt ved P3 Guld er, at både nomineringerne og vinderudvælgelse foretages af P3 på et musikfagligt grundlag. Kriteriet er helt overordnet, at musikken skal have et højt niveau indenfor sin genre. P3s musikchef, Lars Trillingsgaard, siger om dette års nomineringer:
- Det er altid en fornøjelse at finde de nominerede til P3 Guld, og i år har det været særlig glædeligt at konstatere at de kvindelige kunstnere står rigtig stærkt i billedet. Det bobler af nye kvindelige talenter i disse år, og det afspejler sig i nomineringerne. Endvidere hæfter jeg mig ved den store diversitet i år. Der ikke er én bestemt genre, konstellation eller trend, der dominerer, men til gengæld får vi en lang række forskellige bud på i hvilken retning musikken vil gå i 2011. Det synes jeg er forfriskende, siger Lars Trillingsgaard.
Den sidste kategori - 'P3 Lytterhittet' – afgøres, som navnet antyder, af P3-lytterne. På P3 Gulds hjemmeside dr.dk/p3guld kan man se det samlede felt af sange, som man kan stemme på, samt hvordan man stemmer. Afstemningen går i gang i starten af januar.
- •
P3 Guld 2011: Fredag 14. januar kl. 21.00 på DR2
- •
Læs alt om P3 Guld 2011 på www.dr.dk/p3guld
Og de nominerede er…
P3 Prisen
Danmarks vigtigste musikpris. Gives til en solist eller et band, som har imponeret, og som meget vel kan blive dansk musiks næste store stjerne. Derfor giver P3 en helt særlig påskønnelse i form af 100.000 kr:
Fallulah Floor Is Made Of Lava Lucy Love Oh Land Vinnie Who
P3 Talentet
P3s forventningsfulde skub til dem, der meget vel kan give os næste års kæmpehit. Eller som viser tegn på, at have taget de første skridt i en lang og spændende karriere:
Agnes Obel Kellermensch Nabiha Our Broken Garden Treefight For Sunlight
P3 Gennembruddet
Prisen, der stiller skarpt på de nye stjerner som i 2010 har fyldt øregangene med deres store hit:
Blue Van Ginger Ninja Rumour Said Fire Turboweekend The William Blakes
P3 Lytterhittet
P3-lytternes suveræne favorit, udvalgt blandt de højest placerede danske numre på hitlisterne. Afgøres ved lytterafstemning, og det endelige felt af nominerede bliver afsløret i starten af januar 2011:
Vinnie Who: What You Got Is Mine Kashmir: Still Boy Lucy Love: Poison Clara Sofie & Rune RK: Når Tiden Går Baglæns Burhan G & Medina: Mest Ondt
Alphabeat: DJ Nephew: Police Bells & Church Sirens Rumour Said Fire: Sentimentally Falling Hej Matematik: Party I Provinsen De Eneste To: Jeg Har Ikke Lyst Til At Dø
Medina: Vi To Fallulah: Bridges Floor Is Made Of Lave: All Out Of Love Nabiha: The Enemy Selvmord: OK
Volbeat: Fallen Black City: Summertime Sys Bjerre: Alle Mine Veninder Dune: Heiress Of Valentina Vinnie Who: Remedy