Ny naturserie udforsker livet på Jorden

Gennem is, sand og vand undersøger BBC’s naturserie ’Human Planet’, hvordan mennesket har tilpasset sig forskellige klimaer på vores klode.

Mennesket er det eneste levende væsen, der har været i stand til at klare sig overalt på Jorden.

Gennem is, sand og vand undersøger BBC’s naturserie ’Human Planet’, hvordan mennesket har tilpasset sig forskellige klimaer på vores klode. Seerne kan følge rejsen de kommende otte søndage kl. 20.00 på DR1 og DR HD.

Darwins eksistensteori ”Survival of the Fittest” består sin prøve i BBC’s velproducerede naturserie ’Human Planet’, der bliver vist under titlen ’Menneskets Planet’ på DR1 og DR HD.

Mennesket har gennem tiden været særdeles dygtig til at overleve selv de mest barske steder på kloden. Alle otte programmer fokuserer på et klimatisk tema og de livsnødvendige problemstillinger, der følger med.

I første program ser vi, hvordan mennesket har tilpasset sig et liv med havet. Opfindsomheden er nødvendig, for halvdelen af jordens befolkning er afhængig af fisk og skaldyr som næringskilde. Modsat bruges havet også til fornøjelse; for eksempel er surfing traditionelt meget populært på Hawaii.

Fra Arktis til ørkenen

Vi får også et meget tæt indblik i livet på jorden. De følgende syv programmer sætter fokus på menneskets udvikling og liv i forhold til ørkenen, junglen, bjerge og byer.

Vi følger opdagelsen af Arktis, der med sine 60 minus grader sætter mennesket under fysisk og psykisk pres. Alligevel har fire millioner mennesker taget udfordringen op, og i løbet af afsnittet følger man en håndfuld af disse hårdhudede menneskers liv i et år.

Byerne er til gengæld mere populære at bosætte sig i. Byerne er modsat naturen skabt af mennesket, men i nutiden kæmper mange stadig med at holde den vilde natur for døren.

Serien er fra 2010, og dens detaljerede klipning og ekstraordinære flotte billeder gør den specielt velegnet til DR HD, hvor naturserien ligeledes bliver sendt.

’Menneskets Planet’ bliver sendt første gang søndag den 19. juni kl. 20.00 på DR1 og DR HD.

 

  Telfonnummer: 35202349   Afdeling: DR Kommunikation og Presse   Navn: Sofie Amalie Rasmussen   Titel: Journalist Anden kontaktperson Pressekontakt: Yderligere oplysninger

Facebook
Twitter