'Nye hvide verden' på DR1

I en helt ny dokumentarserie følger DR1 seks unge læger og de udfordringer, der møder dem i den virkelige verden, hvor deres mange års uddannelse skal stå sin prøve.

At stå som læge foran din første patient, hvor alt det du har læst og øvet dig på lige pludselig handler om rigtige mennesker og menneskeliv, kan være en skrækindjagende oplevelse.

I en helt ny dokumentarserie følger DR1 seks unge læger og de udfordringer, der møder dem i den virkelige verden, hvor deres mange års uddannelse skal stå sin prøve.

En ting er, at læse om hvordan man konstaterer en hjerneblødning, syr en flænge i en lille drengs hoved eller fortæller en patient, at der ikke er flere behandlingsmuligheder til en livstruende sygdom.  En anden er, at have første arbejdsdag som helt nyudklækket læge, hvor 10 minutter til hver patient, store krav til sikre diagnoser og hurtige beslutninger er den barske virkelighed. Hvad kan de unge læger egentlig, når de har første arbejdsdag? Og hvilke tvivl og forventninger, står de med, når de møder deres første patienter?

Ilddåb på hospitaler i hele Danmark

Fra torsdag 23. februar klokken 20.30 og de følgende otte torsdage følger DR1 seks vidt forskellige unge læger på hospitaler i hele Danmark. Vi møder blandt andre Mette, der får sin ilddåb på Aarhus Universitetshospital.

Med en mor der er sygeplejerske, en far der er læge og seks års medicinstudier i bagagen, skal forventningerne til den kommende karriere nu indfries. Melina må rykke hele familien til Aalborg for at kunne trække i den hvide kittel og for første gang kalde sig læge, mens Mattis flytter ind i en lille embedsbolig på Bornholm. I senere programmer møder vi også Anders der kastes ud i det virkelige liv på Hvidovre Hospital, familiefaren Jacob og den unge, ambitiøse Sarah. 

Normer, administration og patientkontakt

Det er ikke kun kravet til korrekte diagnoser og professionalisme, der møder de nye læger. Dokumentaren giver samtidig et indblik i det tætte samarbejde mellem nye og erfarne læger, men også de normer der hersker bag hospitalets vægge. Her er det eksempelvis ikke velanset at have drømme om at være praktiserende læge, hvis man gerne vil tages alvorligt af de andre læger, mens kirurg-ambitioner giver point blandt kollegaerne.

Den tunge administration og patientkontakten fylder også meget for de unge læger. Hvordan håndterer men eksempelvis en garvet ’simulant’, der agerer døden nær? Eller første gang man skal mærke på en blære gennem en patients endetarm?

Rykket op med roden

Samtidig med at fagligheden for alvor skal stå sin prøve, når man har ambitioner som ung læge, er der meget ofte også en pris at betale i forhold til familielivet og vennekredsen. De unge læger må i mange tilfælde hive deres liv op med rod og flytte efter stillingerne. I programmerne kan man bl.a. også følge, hvordan to unge læger kæmper for at få det travle arbejde med skæve arbejdstimer til at gå op i en højere enhed med familielivet og småbørn.

  • ’Nye hvide verden’: Torsdage klokken 20.30 fra 23. februar på DR1

Facebook
Twitter