P1 sidder på ’Det Yderste Mandat’ frem til kommunalvalget

P1 er klar med en podcastserie om det kommende byrådsvalg, og i de kommende tre uger kan lytterne følge Bjarne og Oliver, der kæmper ihærdigt om en plads i Stevnsborg Byråd.

De kunne hænge ude i lygtepælene i det virkelige liv i den kommende tid: Den tidligere bykonges højre hånd, den midaldrende Bjarne Munk, og den unge kandidat Oliver Bagge, der kommer med alle de vilde ideer fra sin placering som nummer 11 på opstillingslisten til byrådet.

Men de er fiktive – og det samme er Stevnsborg Kommune, som de kæmper om at blive byrådsmedlemmer i. Fra onsdag den 1. november og alle hverdage frem til kommunal- og regionsrådsvalget den 21. november sidder P1 på ’Det yderste mandat’. Det er titlen på kanalens nye, politiske satireserie på podcast, som også bliver sendt som en del af ’P1 Eftermiddag’ hver dag mellem klokken 14.03 og 16.00 de næste tre uger.

Der ligger mange oplagte, sjove ting i en valgkamp. Politikerne gør vilde ting for at få folks stemmer, og så er der også alle de interne kampe. Ikke bare partierne imellem, men også kandidaterne imellem.

Producer Torben Kloster, 'Det Yderste Mandat'



Det er Rasmus Hasager, Caspar Jexlev, Anders Morgenstierne og Torben Kloster fra selskabet DocEye Digital, der producerer ’Det yderste mandat’ for DR. Umiddelbart vil en del måske tænke, at det er begrænset, hvor sjov og satirisk en kommunalvalgkamp er, men Torben Kloster siger, at der har været så rigeligt at tage fat i.


”Der ligger mange oplagte, sjove ting i en valgkamp. Politikerne gør vilde ting for at få folks stemmer, og så er der også alle de interne kampe. Ikke bare partierne imellem, men også kandidaterne imellem. Alle er i kamp mod hinanden,” siger Torben Kloster, der haft rollen som producer af ’Det yderste mandat’.

Satireserien følger Bjarne Munk (spillet af Caspar Jexlev), der er blevet degraderet fra sin normale plads som nummer to på opstillingslisten, og nu er helt nede på 10. pladsen. En anden hovedperson i ’Det Yderste Mandat’ er nytilflyttede Oliver Bagge (spillet af Rasmus Hasager), der selv synes, han er Guds gave til lokalpolitik. Han har en mening om mangt og meget – også om ting, kommunen slet ikke beskæftiger sig med – fra plads nummer 11 på opstillingslisten. De to kæmper indædt om de personlige stemmer og er opstillet for samme parti.

Jeg håber, at politikerne også vil lytte til ’Det Yderste Mandat’ og spørge sig selv: Er jeg en Bjarne eller en Oliver? Og hvis svaret er ingen af dem, skal de nok klare sig

Rasmus Hasager, Oliver Bagge i podcastserien



Har sparret med ”byrødder”

”Bjarne drømmer sig tilbage til den tidligere plads inde i varmen, mens Oliver lever i en utopisk verden,” forklarer Rasmus Hasager, der tilføjer, at holdet bag blandt andet har sparret med tidligere og nuværende kommunalpolitikere for at få så realistisk et billede af, hvordan livet som byrådspolitiker og -kandidat er.

”Det har været godt for os, fordi ingen af os har prøvet en valgkamp på den side af bordet. Det har også givet os indblik i nogle af de traditioner, der er,” siger Rasmus Hasager, der ligesom Torben Kloster er uddannet journalist.

På sin egen facon kommer ’Det Yderste Mandat’ både ind på valgplakat-ophængning, listeopstilling, etiske dilemmaer og valgmøder undervejs – uden at tilrettelæggerne vil afsløre alt allerede nu.

”Vi startede med at lave en ”karakterbibel”, hvor vi lagde os fast på, hvordan de to karakterer er – altså for eksempel, at Bjarne går til agility-træning med hunden, hvordan deres familieforhold er og så videre,” forklarer Torben Kloster, mens Rasmus Hasager tilføjer, at Bjarne for eksempel har en datter, der lige nøjagtig er på Olivers alder. Han antyder også, at der måske også er amoriner i luften undervejs i ’Det Yderste Mandat’.

"Jeg håber, at politikerne også vil lytte til ’Det Yderste Mandat’ og spørge sig selv: Er jeg en Bjarne eller en Oliver? Og hvis svaret er ingen af dem, skal de nok klare sig," griner Rasmus Hasager.

Det hele ender med, at lytterne er med til valget i Stevnsborg Kommune, hvor byrådsmedlemmerne – modsat i landets øvrige 98 kommuner – bliver afgjort om eftermiddagen tirsdag den 21. november på P1 og DR Podcast. Det er er samtidig dagen, hvor Danmark går til kommunale og regionale valg. Denne gang endda allerede fra klokken 8 om morgenen og frem til klokken 20.00.

Serien kan findes via dr.dk/detyderstemandat