P2 er klar med tre nye prismodtagere

P2 Prisen 2018 præsenterer og hædrer både ungt guitartalent og nyskabende opera, når der er P2-priskoncert den 19. januar. ’Årets Koncertøjeblik’ er også fundet nu.

Allerede i november blev det offentliggjort, at Den Danske Strygekvartet bliver ’P2 Kunstner 2018’, og nu har P2 offentliggjort yderligere tre prismodtagere, der har udsigt til hæder, når P2 Prisen 2018 bliver uddelt i DR Koncerthuset fredag den 19. januar.

Det er ’P2 Talentprisen 2018’, ’Årets Nyskabelse’ og ’Årets Koncertøjeblik’, som nu er fundet – og ikke nok med, at modtagerne får prisen. De kommer også alle på scenen ved P2-prisfesten og bliver en del af aftenens musikalske program.

Vi lever i en guitartid, hvor instrumentet stortrives blandt de unge på de danske konservatorier.

Redaktør Esben Tang, P2



’P2 Talentprisen 2018’ går til den 28-årige guitarist Niklas Johansen, der begyndte at spille guitar som 9-årig, og som blev optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, da han var 19. Siden da har guitarkarrieren taget fart, Niklas Johansen har deltaget i en lang række konkurrencer både i Danmark og i udlandet, og i de seneste år har han til tider været oppe på tre konkurrencesejre om året. I dag er han solistklassestuderende hos lektor Jesper Sivebæk på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, og Niklas Johansen har senest indspillet Højsgaards ’C’est la mer mêlée au soleil’ til konservatoriets 150 års jubilæums-cd-boks.


”I november vandt de fire guitarister i Erlendis Quartet P2 Kammermusikkonkurrence 2017, og nu hyldes guitaristen Niklas Johansen med ’P2 Talentprisen 2018’ for sin evne til med krystalklar præcision at suge lytterne ind i guitarens ofte intime musikalske verden. Og Niklas Johansen og Erlendis Quartet er kun toppen af isbjerget. Vi lever i en guitartid, hvor instrumentet stortrives blandt de unge på de danske konservatorier,” siger redaktør Esben Tange fra P2.

Ved P2-priskoncerten bliver der rig mulighed for at høre guitar, når Niklas Johansen er solist i første sats af spanske Joaquín Rodrigos guitarkoncert ’Concierto di Aranjuez’ – sammen med DR Symfoniorkestret, dirigeret af David Niemann.

Samtidig er prismodtagerne til to andre af P2’s priser nu også fundet.

Det bliver:

Årets Koncertøjeblik: Komponist Louise Alenius for ’Silent Zone’
Komponisten Louise Alenius, 39 år, behandler ofte svære emner i sin kunst, og i kammeroperaen ’Silent Zone’, der havde premiere på CPH Opera Festival i sommer, var emnet seksuelt misbrug i familien. Med udgangspunkt i research og interviews med incestofre, skabte hun en opera om fortielse og ensomhed, hvor musikken oftest var mere stille end kraftig og voluminøs. Bortset fra når gryden kogte over i voldsomme udbrud.


Louise Alenius har tidligere blandt andet skrevet og opført musik for døende på et hospice samt skabt ’Porøset’ til Det Kongelige Teater – en række miniaturer, der opføres for et enkelt menneske ad gangen.
Hun har skrevet musik til ballet, film, visuel kunst, udstillinger, modeshows og lydbøger, og optræder ofte selv som performer.

Ved P2 Prisen bliver der opført en scene af ’Silent Zone’ med solisterne Gitta-Maria Sjöberg (sopran), Sten Byriel (bas-baryton), Morten Grove Frandsen (kontratenor) og Ying-Hsueh Chen (slagtøj).

Årets Nyskabelse: Festivalen GrowOP!
I efteråret 2017 fandt festivalen GrowOP! sted for første gang. GrowOP! er Danmarks første operafestival for børn og unge og et internationalt eksperimentarium for udvikling af operagenren. Som en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 præsenterede festivalen ved en lang række forestillinger i Aarhus, Herning, Holstebro, Ikast, Struer og på Samsø en mangfoldighed af opera målrettet alt fra babyer til teenagere. Der blev fortalt eventyr på nye måder med ’Hug en hæl og klip en tå’, ’Snehvide’, og den hollandske ’Rødhaps og Ulven’ - fortalt om vold i familien i ’Min far og vrede mand’ og leget med lyd hos ’Fogonogo’.

Der var operaforestillinger opført både af voksne professionelle og af talentfulde børn og unge, der var morgen-operasang flere steder i regionen, på Samsø fik små operakomponister musik på skoleskemaet, og derudover blev der også holdt en seminardag for fagfolk.

Ved P2 Prisen 2018 bliver der mulighed for at høre uddrag af Paul Schwartz’ eventyropera ’Snehvide’ med deltagelse af MidtVest Juniorkor, ledet af Flemming Vistisen.

Blandt årets klassiske album i USA

Som årets ’P2 Kunstner 2018’ kommer lytterne til at høre ekstra meget til Den Danske Strygekvartet i år, og det samme bliver tilfældet ved selve uddelingen af P2 Prisen den 19. januar.

Her vil Den Danske Strygekvartet spille et uddrag af deres nyligt hædrede album ’Last Leaf’, der for nylig blev kåret som ’Årets klassiske udgivelse’ på den amerikanske radiostation NPR og før jul var på avisen New York Times’ liste over de 25 bedste klassiske udgivelser i 2017.

Det er P2’s Stine Rosengren, der er vært ved P2 Prisen den 19. januar, som sendes direkte på P2 fra klokken 19.30, hvis man da ikke selv løser billet til Koncertsalen i DR Byen. Her skal der også skal uddeles fem priser, hvor modtagerne ikke er kendt på forhånd. Det er ’P2 Lytterprisen’, ’Årets Ildsjæl’, ’Årets danske album, klassisk’, ’Årets danske album, ny klassisk’ og ’Årets internationale album’.


Fra den 11. januar får lytterne og netbrugerne selv mulighed for at deltage i afstemningen på dr.dk/klassisk til ’P2 Lytterprisen’ blandt de ni nominerede album, og hvis man er vaks, kan man til og med lørdag den 6. januar være med til at foreslå, hvem der skal være ’Årets Ildsjæl’. Det kan man læse mere om her