P8 Jazz-prisen 2021 går til ivrig anmelder, der også selv arrangerer koncerter

Niels Overgaard fra Herning blev mandag aften den 9. modtager af ildsjælsprisen, der går til en person, som knokler for jazzen.

  • Niels Overgaard har stort set anmeldt samtlige danske jazzudgivelser de sidste 10 år. (Foto: Privatfoto)
  • Niels Overgaard får P8 Jazz-prisen 2021. (Foto: Privatfoto)
1 / 2

Det blev en mand, der stort set har anmeldt alle danske jazzudgivelser de seneste 10 år og som sætter gang i jazzscenen i Herning, som mandag aften modtog P8 Jazz-prisen 2021. Den blev uddelt som en del af årets Danish Music Awards Jazz på Bremen Teater i København.

P8 Jazz-prisen er en ildsjælsprisen, der bliver givet til en person, der knokler for jazzen lokalt eller på landsplan, og som fortjener applaus og skulderklap af det danske jazzmiljø, som det hedder. Og i år blev det jazzanmelder, jazzblogger, koncert- og festivalarrangør Niels Overgaard fra Herning, der fik den.

Det var niende gang, P8 Jazz uddelte sin ildsjælspris i forbindelse med DMA Jazz, og det var P8-værterne Cæcilie Iburg Printzlau og Niels Christian Cederberg, der overrakte P8 Jazz-prisen. Den består - udover æren - af en unik tegning eller maleri, produceret specifikt til årets prismodtager af en anerkendt dansk kunstner. Værket til Niels Overgaard var malet af Flemming Quist Møller.

Velfunderede refleksioner og utrættelig vedholdenhed

- I mere end 10 år har du – uden anden motivation end din egen kærlighed til musikken, anmeldt og omtalt så godt som samtlige nye, danske jazzudgivelser. Din store viden, utrættelige vedholdenhed og velfunderede refleksioner har gjort dig til en respekteret og nærværende stemme over hele landet og i jazzmiljøet over hele landet, lød det blandt andet fra de to DR-værter i motiveringen, der blev læst op fra scenekanten.

De fortsatte:

- Du knokler for jazzen. Men ikke kun den jazz, der udgives på plade inden for den udgivne musik. Dit hjerte brænder også for musikken på livescenen, som du fremelsker gennem koncerter på Fermaten i Herning og som initiativtager til Moorjazz Festival samme sted. Det er en kulturbegivenhed, der i den grad har sat Herning på det jazzmusikalske landkort, lød det fra Cæcilie Iburg Printzlau og Niels Christian Cederberg.

Lytterne på P8 Jazz har nomineret

P8 Jazz sendte selv direkte fra DMA Jazz, som også blev sendt live på TV 2 Lorry.

Det er P8 Jazz’ lyttere, der har kunnet foreslå ildsjæle, som de mente skulle have prisen, og det er så P8 Jazz-redaktionen, der har udpeget den endelige prismodtager. De to andre nominerede til årets pris var folkene bag Jazz9tus, som former et livligt jazzmiljø i Aalborg, samt Mija Milovic og Oliver Laumann, der var nominerede for deres årelange arbejde med ’Impro for Asylbørn’ på danske asylcentre.

Sidste år gik P8 Jazz-prisen til saxofonisten og underviseren Nana Pi Aabo Larsen. Hun fik prisen for at gøre en kæmpeforskel i Fredericias musikmiljø på tværs af generationer.

Flemming Quist Møller har malet værket til årets P8 Jazz-prismodtager. (© Flemming Quist Møller)
FacebookTwitter