P8 Jazz-prisen går til jazzens superdame i Aarhus

Sekretariatslederen for Aarhus Jazz Festival, Ilse Vestergaard, er årets modtager af P8 Jazz-prisen 2018, som blev uddelt i forbindelse med DMA Jazz.

Ilse Vestergaard sikrede sig P8 Jazz-prisen 2018. (Foto: Axel Schütt.)

Hun blev kaldt ”jazzens aarhusianske superdame” i Århus Stiftstidende, da hun for godt tre uger siden fyldte 70 år. Og skulle avisen atter omtale Ilse Vestergaard, hvad den sikkert gør, kan man nu også kalde hende ”modtager af P8 Jazz-prisen 2018”.

For da P8 Jazz mandag aften for sjette år i træk uddelte sin egen pris i forbindelse med Danish Music Awards Jazz i Bremen Teater i København, var det sekretariatslederen for Aarhus Jazz Festival – Ilse Vestergaard, som blev hædret med jazzprisen fra DR-radiokanalen.

Ilse Vestergaard er en blæksprutte, der får frivillige og ansatte til at arbejde sammen om det fælles mål: At få den levende jazz ud over scenekanten i Aarhus

Fra motiveringen


P8 Jazz-prisen bliver hvert år givet til en ildsjæl, der har bidraget til at styrke jazzen lokalt eller på landsplan. Det skal være ”en ildsjæl, som fortjener at blive hædret med applaus, skulderklap og ekstra opmærksomhed fra det jazzmiljø”, som det hedder.

Siden 2012 har Ilse Vestergaard - med mellemnavnet Bagge - været sekretariatsleder for Aarhus Jazz Festival, men hun har sørget for, at jazzen flyder i det aarhusianske meget længere. Allerede i slutningen af 1980’erne kom Ilse Vestergaard med i ledelsen af festivalen, og her har hun utrætteligt præsenteret livejazz – lige fra store internationale jazzstjerner til unge lokale talenter.

”Ilse Vestergaard er en ildsjæl, der tror på, at det er i fællesskabet, de gode ideer skabes, og som aldrig sætter sig selv først. Hun er en nysgerrig entusiast med lyst til at udfordre, hvad jazz er og kan,” lød det blandt andet i motiveringen, hvor Ilse Vestergaard også blev kaldt ”en blæksprutte, der får frivillige og ansatte til at arbejde sammen om det fælles mål: At få den levende jazz ud over scenekanten i Aarhus.”

Master Fatman var vært

Ilse Vestergaard sikrede sig P8 Jazz-prisen foran fire andre ildsjæle, som var indstillet af lytterne. Det var initiativtageren til Ribe Jazz Festival, Martin Schack, herningenseren og jazzanmelderen Niels Overgård, som er formand for den selvejende institution Swinging Europe, formanden og koncertarrangør for den aarhusianske forening Sun Ship, Rasmus Telling Poulsen, samt Steffen Juul Hansen, der er festivalkoordinator for Riverboat Jazz Festival i Silkeborg og koncertarrangør på spillestedet Kedelhuset.


Det var sangeren og P8 Jazz-værten Master Fatman, som var vært ved DMA Jazz, hvor den danske jazzbranche fejrede årets bedste præstationer og bød på musik med blandt andre Annisette, Nikolaj Hess, Maluba Orchestra, Phronesis, Kresten Osgood, Jesper Thilo og mange flere. Det hele blev transmitteret direkte til lytterne på P8 Jazz.

Sidste år gik P8 Jazz-prisen til Tove Enevoldsen, der har arrangeret jazzkoncerter gennem 50 år og er spillestedsleder i foreningen Paradise Jazz i København.