Drømmen om Superliga: Følg fire ambitiøse unge i serien ’Dommersvin’

Iman, Casper, Julie og Daniel har én ting til fælles; de vil til tops som fodbolddommer. Ny serie på DRTV fra søndag den 2. oktober.

'Dommersvin' er ny serie på DRTV. Se med fra søndag den 2. oktober. (Foto: © Pipeline Production. / Louise Huus Kjeldgaard, Pipeline)

- Dommer, er du blind eller hvad? Hvad laver du, dommer? Kom ind i kampen!

Det er blot nogle af de – endda pænere – gloser mange dommere må lægge øre til i løbet af en kamp uanset sportsgren. I en ny serie på DRTV følger P3 fire unge og ambitiøse fodbolddommere i jagten på eliteniveau og den ultimative drøm om at dømme i Superligaen.

Iman (22), Casper (18), Julie (20) og Daniel (22) er alle fire en del af DBU’s talentprogram, og uge efter uge bruger de weekenderne på at dømme fodbold. Men dommergerningen er meget mere end en fløjte, en bold og to hold. Det er lederskab, konflikthåndtering, ansvar og beslutninger, der skal træffes på et splitsekund, hvor adrenalinen pumper og tændingen er høj.

- Livet som ung indeholder mange skilleveje med konstante valg og fravalg, og serien her følger fire unge og ambitiøse mennesker, der har kastet alt ind på at forfølge en drøm. Seerne får indblik i en verden, jeg tror mange er fascineret af og nysgerrig på, og som nok kalder på en del mere respekt end tilfældet er. Vi dykker ned i, hvad dommergerningen kræver, og hvad der driver og motiverer et ungt menneske til at iklæde sig dommertøjet fremfor festtøjet og weekend efter weekend stå med lederansvar for 22 spillere med højt tændingsniveau, der ikke altid råber lige pæne ting. Som seer håber jeg, at man bliver inspireret og måske endda får modet til at forfølge det, man gerne vil. Det er tilmed en ambition med serien, at vi reflekterer over, hvordan vi taler til hinanden, når vi ser eller dyrker sport, siger Morten Lübbert, der er redaktør på serien og i DR Ung TV.

  • Se alle seks afsnit af Dommersvin fra søndag den 2. oktober på DRTV.