Fra Gå Selv til Gå Sammen: Her er premieredatoen på 'Guru II'

Anders Mertz vender tilbage og har nu startet ’Lets Go Academy’.

  • Simon Kvamm vender tilbage i rollen som Anders Mertz. (Foto: © Søren Rønholt, The Bunch)
  • Finn Nørbygaard er ny på rollelisten, hvor han spiller Anders' far Erik Mertz. (Foto: © Mads Thomsen, The Bunch)
1 / 2

Simon Kvamm og holdet bag Guru er klar med en ny sæson af komediedramaet om lifecoachen Anders Mertz, der forsøger at forbedre andre menneskers liv, men som er fortabt i sit eget.

Guru II har premiere 25. november på DR1 og DRTV. På DR1 sendes serien som dobbeltafsnit tre fredage i træk klokken 21.25.

Fra ’Gå Selv’ til ’Gå Sammen’

Siden sidst har Anders Mertz udtænkt et nyt koncept. I stedet for ’Gå Selv’ er overskriften nu ’Gå Sammen’, hvor hans budskab er, at man som menneske får langt mere succes igennem fællesskabet. Inspireret af Kasper Hjulmands ledelsesstil og arbejde med bløde værdier på det danske fodboldlandshold, drømmer Anders om at stå i spidsen for et kursuscenter, hvor man bliver ”En Større Del Af Noget Vigtigt”. Så han åbner ’Lets Go Academy’ sammen med sin ven Ralf Aulum (Brian Lykke), forretningspartner Allan Dinesen (Kasper Nielsen) og væbneren Vandela Yerst (Kirsten Lehfeldt).

Anders’ projekt kommer dog i stormvejr, da han uventet bliver kontaktet af sin far Erik Mertz (Finn Nørbygaard) med hvem han ikke har haft kontakt i flere år. Erik, der er arkitekt og lokal kendis, har noget vigtigt han vil bede sin søn om. Anders ser sig nødsaget til at gå ind i farens projekt, og det bliver en fatal beslutning.

Alt sammen forsøger Anders at bearbejde hos sin egen terapeut Master Fenn (Frederik Cilius), som dog er mere optaget af at forklare om østlig filosofi og buddhisme, som han for nylig er konverteret til.

Udover Finn Nørbygaard er Alexander Clement også ny mand på rollelisten som yogalæren Sune. Serien er efter idé af Simon Kvamm og produceret af The Bunch for DR. Hvert afsnit varer cirka 28 minutter.

Den første sæson af Guru kan ses på DRTV.

For mere info kontakt kommunikationsrådgiver Jacob Bøgen Clausen på cjcl@dr.dk.