Kåre Quist er vært, når D.K.H. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary uddeler deres fire årlige priser inden for kunst, kultur og socialt arbejde til Kronprinsparrets Priser 2023.
Showet sendes direkte fra Musikhuset Esbjerg og kan ses på DR1 og DRTV lørdag den 4. november klokken 21.00.
I løbet af aftenen uddeles Kronprinsparrets Kulturpris og Kronprinsparrets Sociale Pris, hvor der hver især medfølger 500.000 kroner. Derudover uddeles Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris og Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris. Med de to Stjernedryspriser følger 100.000 kroner.
Masser af dansk musik
Kronprinsparret, prismodtagere og vært Kåre Quist vil ikke være de eneste, der går på scenen i Musikhuset Esbjerg. I løbet af aftenen optræder en håndfuld danske musikere, hvor sidste års vinder af 'P3 Lytterhittet', Blæst, spiller deres nyeste hit, mens også Eee Gee, Uro og Mekdes optræder.
Derudover optræder Carpark North med blandt andet en helt ny sang fra deres kommende album og endelig kaster Konservatoriets Pigekor i Esbjerg lokalt stjernestøv over showet med et bidrag i et af de musikalske indslag. Komiker Mahamad Habane vil undervejs underholde seerne og publikum i forskellige indslag.
I 2022 modtog teaterinstruktør Tue Biering Kronprinsparrets Kulturpris, mens den Sociale Pris gik til den sociale organisation GAME. De to Stjernedryspriser gik til henholdsvis organisationen Social Sundhed og cellist og komponist Josefine Opsahl.